Hvis du rækker folk en lillefinger...

Ingen velfærdsrettighed er så omstridt som efterlønsordningen - Anker Jørgensens opfindelse, som han senere skulle fortryde

KØBENHAVN:Den politiske alkymist må altid træffe ét afgørende valg, når en ny velfærdsordning syder i laboratoriet. Hvis mange danskere for eksempel lider af tørst, kan problemet grundlæggende løses på to måder. Enten får samtlige danskere ret til 10 liter vand fra kommunen, eller også opretter man et system, som afgrænser og udpeger de vandhungrende danskere - der derefter får slukket tørsten. Statsminister Anker Jørgensen valgte den første løsning - alle har ret til vand - i 1979, og det har økonomer og politikere begrædt lige siden. I 1979 var arbejdsmarkedet på en gang ramt af ældres nedslidning og unges arbejdsløshed. Løsning: Efterlønnen. Anker Jørgensen regnede med, at 17.000 nedslidte danskere i løbet af 1979 ville give plads til de unge ved at vælge efterlønnen. Det viste sig hurtigt, at også middelklasse-danskerne tog rettigheden til sig - og begyndte at planlægge deres otium efter den. I 80'erne passerede antallet af nye efterlønnere 100.000. Det afgørende spørgsmål er naturligvis, i hvor høj grad danskerne vælger den tidligere tilbagetrækning af nød (på grund af fysisk nedslidning eller uhelbredelig arbejdsløshed) eller af lyst. Med andre ord: Hvor mange, der reelt er tørstige. Et af de bedste pejlemærker er Socialforskningsinstituttets undersøgelse fra 2003. Lidt under halvdelen - 44 pct. - af efterlønnerne følte sig presset til at vælge ordningen, hovedsageligt p.g.a. svigtende helbred. Resten foretrak simpelthen mere fritid og forringet økonomi frem for yderligere tre-fem år på i arbejde. I kroner og øre udbetalte staten knap 25 milliarder til efterlønnerne i 2004 - hvor pengene for en dels vedkommende kunne rulle den modsatte vej. Da folket blev svigtet I skrivende stund er der i omegnen af 200.000 danskere på efterløn mod 115.000 for 10 år siden. Folketingets stærkeste viljer har dog sikret sig, at kurven snart knækker: I 1999 forhandlede Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen i det skjulte om en justering, der ville lokke flere danskere fra efterlønnen. Resultatet blev et forlig, hvis skygge har lagt sig over nu to folketingsvalg. Reformen skruede lidt ned for det økonomisk attraktive ved efterlønnen (blandt andet ved modregning af privat pension, hvis man udnytter alle fem år), indførte en skattefri præmie for at fravælge efterlønnen (på op til 120.000 kroner) samt reformens colombusæg: At man allerede som 35-årig skal betale et kontingent for at være tilmeldt ordningen. Blot seks år senere vil ungdomspolitikere, økonomiske eksperter, konservative og radikale tage skridtet videre og gøre, som Anker Jørgensen i dag ville ønske, han havde gjort dengang for 26 år siden: Sparet på vandet.