Hvis jeg var statsminister ...

Diskussionslystne skoleelever fra Klokkerholm skal være folketingsmedlemmer

KLOKKERHOLM:Der er lang vej fra fra de vinterstøvlehærgede gange på Klokkerholm Skole til de bonede gulve på Christiansborg. Det er ikke desto mindre den tur tre elever fra skolens niende klasse tager 7. februar, hvor de skal være folketingsmedlemmer for en dag. Eleverne har vundet turen som en præmie i en konkurrence, hvor det gjaldt om at stille det bedste lovforslag. Sammen med to klassekammerater arbejdede de tre Christiansborg-farere sig frem til et forslag om brugerbetaling på abort. - Vi synes, at aborttallet i Danmark er alt for højt, så vi besluttede at lave et forslag, der kan formindske det tal, fortæller Mirwais Osmai fra gruppen. - Ud af de emner, der var at arbejde med, så var abort det, der lød mest spændende. Det er et emne, som alle har en mening om, fortæller Marlene Kristensen og Tina Andersen i fællesskab. Pigerne er sammen med Mirwais de tre, som skal til Christiansborg. Gruppens øvrige medlemmer, Nadia Sindalsen og Jakob Hansen, skal ikke med. Præmien i konkurrencen bestod af tre pladser i folketingssalen, og det har ikke været muligt at lave om på. Nadia og Jakob bliver dog ikke snydt for en udflugt. De skal sammen med resten af klassen på skitur til Sverige samme dag dag, som de tre øvrige tager til København. Møde med ministrene Her skal Mirwais, Marlene og Tina være folketingsmedlemmer for en dag med alt, hvad det indebærer. Dagens program indeholder alt fra en personlig plads i folketingssalen over udvalgsarbejde og frokost i snapsetinget til en reception, hvor flere af ministrene deltager. Også statsministeren. Det er tre spændte skoleelever, der ser frem til 7. februar. - Jeg glæder mig mest til at skulle møde statsministeren, siger Tina Andersen. - Ja, det er noget, man kun prøver én gang i livet supplerer Marlene. Mirwais ser lidt anderledes på den sag. Han ser frem til at mødes med politisk interesserede unge fra resten af landet, som også er blevet præmieret for deres lovforslag. - Bare det at møde alle de andre og diskutere deres forslag bliver spændende. Det er det største for mig, siger han. Samfundsfag er et hit De fem elever fra niende klasse er nået frem til deres lovforslag gennem gruppediskussioner i samfundsfagstimerne. Og netop samfundsfagstimerne ligger højt på listen over yndlingsfag hos dem alle. - Det er mit bedste fag. Historie har ellers altid været mit yndlingsfag, men det har vi ikke længere. Men der er en del historie i samfundsfag, og så kan jeg godt lide diskussionerne, fortæller Marlene Kristensen, mens de øvrige fire nikker og mumler bekræftende. Det er søde ord i ørene på børnenes samfundsfagslærer Peter Madsen. Formålet med undervisningen er nemlig at skabe små samfundsbevidste borgere. - Når de er færdige med undervisningen, så er meningen, at de skal føle et ansvar for at lave et godt samfund at leve, og de skal have lyst til at deltage i samfundsdebatten, siger Peter Madsen. Motivationen kan allerede spores på de vinterstøvlehærgede gange i Klokkerholm. Måske er der en ny Fogh, Jelved eller Lykketoft på vej. Hvem ved? Tre af dem er allerede på vej til Christiansborg.