Hvis skyld?

FLIMAFLOP:At pådutte Lars Løkke Rasmussen-formandskabet ved klimatopmødet hele skylden for, at klimaaftalen ikke blev så ambitiøs, som nogle ønskede det, er da vist at tillægge vores i øvrigt dygtige statsminister større indflydelse, end muligt er. Alligevel er dette, hvad Ole V. Christensen (S) gør (29.12.) ud fra sin vanlige begrænsede retoriske evne: i egen ret at se så meget bedre, at andre kun kan tage fejl. Det er al ære og respekt værd, at S åbenbart har været så storladent at lade thyboen O.V.C. være en del af den danske delegation ved klimamødet. Ifølge ham selv! Men så ophører min tilstræbte ærbødighed også. For selvfølgelig kan en medfødt revser af alt fremadstræbende i dette land som Ole V.C. ikke have noget tilovers for en venstrepolitiker som statsminister Lars Løkke Rasmussens ledelse af mødet, der allerede på førstedagen var på nippet til at tippe over til fordel for et brokhoved som Lumumba fra Sudan, selvbestaltet som han fremførte sig for hele Afrika - og uden mandat. Men noget sådant lukker Ole V.C. bekvemt ørerne for. Så jeg beundrer Løkke for dog at beherske sig nogenlunde over for dette topmål af brokhoved. Alligevel blev denne selvbeherskelse hos Løkke altså beskæmmet ved Obama-svigt og kinesernes totale afvisning.