Hvis verden er træls så tag på fisketur i Bunken AFSTRESSENDE: Området er et eldorado for fine naturoplevelser

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Og der blev skam fanget skaller... foto: eva seider

BUNKEN:Det er en fast tradition, at Skov- og Naturstyrelsen er vært ved en årlig fisketur ved Lille Sø i Bunken Klitplantage. I går søndag var børn og voksne mødt frem, og havde alle en forhåbning om at få en skalle eller to på snøren. Skovløber Mogens Sørensen oplyser, at alle kvit og frit kan fiske i søen - det er altså ikke nødvendigt med et fiskekort. Skaller er en ganske god spise, det eneste problem er, at de indeholder hulens mange ben. Lille Sø ligger naturskønt, og der er mulighed for at finde en uforstyrret fiskeplads. Samtidig kan man nyde området, som byder på et væld af oplevelser, uanset om det foregår til bens eller på cykel. Cykelrute 1 løber gennem klitplantagen, og Mogens Sørensen oplyser, at rigtig mange cyklister benytter sig af de shelters, som plantagen byder på. Tæt ved Lille Sø findes der i øvrigt en lille plet, hvor det er tilladt at slå sit telt op. I og omkring søen er der et væld af dyreliv, blandt andet haletudser, frøer og guldsmede, og Skov- og Naturstyrelsen er i samme område vært for en række oplevelser sommeren igennem. Allerede i morgen tirsdag er der fokus på Råbjerg Mile. Hvor kommer sandet fra, og hvor meget sand rummer Milen, er nogle af de spørgsmål, der bliver besvaret. På torsdag er der bjesktur fra Råbjerg Kirke til Råbjerg Stene, og på næste mandag vil deltagere blive guidet gennem en smuk og tankevækkende tur langs det gamle tyske spærrebatteri, Skovbatteriet. Arrangementerne fra Skov og Naturstyrelsen er mange, men lad os lige fremhæve 11. august, hvor styrelsen opfordrer os til at tage med ud en nat med stjernedrys. Stedet er Råbjerg Mile og Bunken Klitplantage. Dette indslag foregår fra klokken 23 til to om natten, og der skulle være god chance for magi. Først går deltagerne gennem skoven på vej til Milen, hvor der - hvis himmelen er klar - skal ses på stjernebilleder. Du kan få mere at vide om disse naturvejleder-arrangementer ved at kontakte Nordjyllands Statsskovdistrikt i Skagen på 98441911. Samme sted kan man også få oplyst, hvordan man bedst finder frem til Lille Sø.

Breaking
Bomberyddere tilkaldt efter brag i Aalborg
Luk