Hvor ækelt

FYRING:Det er heldigvis sjældent at opleve en så uforskammet optræden som den, formanden for Nordjyllands Kunstmuseum, byrådsmedlem Lars Bang Jensen (S), har udvist i sin begrundelse for at fyre museumsdirektør Nina Hobolth, Nemlig at Hobolth fyldte 60 i fjor. ”Det er en fratrædelse, der skal være, fordi damen har nået den alder, hun har”, forklarer formand Bang Jensen i NORDJYSKE (27.1.) Idet han understregede, at det udelukkende er hans beslutning. ”Det lyder som aldersdiskrimination?”, spørger avisen. ”Det kan man godt kalde det”, svarer den beslutsomme bestyrelsesformand. I en utrolig bekendelse af et eklatant lovbrud. Samtidig var han skamløs nok til at hylde Nina Hobolth for en enestående indsats: ”Hun har altid værnet om museets integritet og mål og har altid haft fokus på, at vi skal være et kunstmuseum for den bedste kunst og for hele befolkningen”. Et skudsmål, som han i øvrigt også gav, da han på 60 års dagen i fjor hyldede sin direktør. Lars Bang Jensen tilføjer, at han samtidig fyrer sig selv. Også ”manden” har åbenbart nået den alder, som han finder diskriminerende for et offentligt hverv. Denne gang sker det mere selvvalgt, end da han for nogle år siden måtte forlade en anden af byens kulturinstitutioner – Huset på Hasserisvej. Den mand er da en gennemført succes. Uden at kny tog et helt Aalborg Byråd til efterretning, at ”damen” nu er for gammel. Beskæmmende? Næe – ækelt!