Hvor blev budskab af?

JULEEVANGELIET:For både Jesus og for os er der i adventstiden tale om et dramatisk optrin. Men ikke af den slags optrin, som man bare er tilskuer til. Men snarere et totalteater, hvor tilskuerpositionen inddrages, og vi kastes lige ind midt i dramaet, for dér at blive bjergtaget og delagtiggjort i handlingen. Jesus opførte det på sin side kun én gang i sit liv. Vi – den efterlevende kristne menighed - opfører dramaet hver eneste år, for derigennem at både genopleve og erindre de helt afgørende begivenheder i Kristi liv – de begivenheder altså, som også har helt afgørende betydning for os. Ydermere knyttes julen og påsken sammen i adventstiden. I gamle dage fra før år 500 e. Kr., hvor man endnu ikke helt havde kunnet blive enig om en bestemt dato for Jesu fødsel, fejrede man den såkaldte "Epifani-fest" 6. januar – dvs. dér, hvor Jesus ved dåben i Jordan-floden åbenbaredes som Guds søn. Som følge heraf stod tiden op til denne "Epifani-fest" mest i Johannes Døbers tegn og var mest af alt en bods- og forberedelsestid. Akkurat ligesom også tiden op til påske var en bods- og fastetid, hvor man forberedte sig på påskens mildest talt meget sammensatte begivenheder: fra indtoget i fest og glæde, over langfredags fortvivlende mørke og intethed og endende med opstandelsens lysende morgenrøde påskesøndag – alle søndages moder. Men da man altså omsider nåede frem til den 25. december som Jesu omtrentlige fødselsdato, blev adventstiden lige så meget en egentlig glædes- og forventningstid, hvor man i sind, tanker og tilmed i det udvortes forberedte sig på julens tilstundende højtid. Og der hersker ikke nogen som helst tvivl om, at julens folkelige succes og gennemslagskraft så afgjort ligger i det glædelige og forventningsfulde. Så meget efterhånden, at glæden helt savner den alvor og dybde, som alene kan være med til at forankre den. Som sorg gør glæden dybere, og modgang modner til taknemmelighed, således føjer Påskens beretninger sig opklarende og uddybende til julens glade budskab om Jesu Kristi fødsel. Alene sammenholdt er julen og påsken ét evangelium og lader sig ikke meningsfuldt adskille, uden vi enten havner i overfladisk glædesstøj eller selvkredsende sørgmodighed. Evangeliet ønsker at modne mennesket til selvstændighed - men en selvstændighed vel at mærke, der dynamisk er forviklet med henvistheden til andre mennesker og naturligvis ikke mindst med Gud. En selvstændighed, der afspændt veksler mellem ydelse og modtagelse, mellem stolthed og taknemmelighed. Og for at evangeliet kan tilskynde til dét, må både julens og påskens budskab sammenholdes i det faktum, at det er ene og samme person, det handler om: Jesus Kristus – både som jomfrufødt frelserbarn og som gement korsfæstet forbryder. Det er som begge dele, Kristus er Herre og Frelser. Det er indlysende, at netop dette faktum til enhver tid forhindrer evangeliet i at gå til i det folkelige. Det folkelige vælger altid at parkere sin sympati énsidigt ved det hyggelige og tilforladelige. Derfor har evangeliet heller aldrig været folkeligt i egentlig forstand. Julen har været og er stadig folkelig, men påsken er det slet ikke. Julen er til at forstå og sætte sig ind i, mens Påsken udfordrer på en helt anden dybsindig facon. Julenat forkynder englen ganske vist en glæde, der skal være for hele folket – og det lyder jo næsten, som var det taget direkte fra socialdemokraternes partiprogram! Men fordi evangeliet er for hele folket, er det ikke ensbetydende med, at folket så også vil kendes ved det. Og ved så massivt at omklamre julens noget mere tilforladelige budskab, viser det selv samme folk jo tydeligt nok, hvor selektiv man ynder at omgås evangeliet. Det er i lyset heraf dybt ulykkeligt, at toneangivende kredse i det folkekirkelige miljø siden grundlovens vedtagelse i 1849 på det nærmeste har forelsket sig så meget i det folkelige, at hele evangeliet synes at blive ofret ved det. Evangeliet overtager ikke uden videre et allerede eksisterende folk, ligesom det heller ikke blot og bart overtager et menneske, som det nu engang er. Nej, evangeliet vil tværtimod dels omskabe og nydanne et folk – genføde det ved vand og helligånd, så det bliver et nyt folk. Akkurat ligesom evangeliet også vil omskabe og omdanne det gamle menneske, for derigennem at skabe et nyt – forvandle det og opbygge det ved troens vækst og helliggørelse. Det er ikke sådan, at evangeliet først forvandler vores liv som enkeltmennesker og som folk, for så at lade en særlig kristen danskhed stå frem, fordi vor Herre har været så elskværdig at lade "det særligt danske" passere uanfægtet igennem forvandlingen. Evangeliet – med både julens og påskens budskab indeholdt – vil skabe et nyt kristent folk, ligesom det vil skabe et nyt menneske. Evangeliet vil modne os gennem troen til at blive på én og samme tid selvstændige individualister med ansvar over for Gud og dybt afhængige kærlighedsvæsener, som bestandig har nåde, kærlighed og tilgivelse behov – af andre mennesker såvel som af vores himmelske far. Og dette er en modnet forståelse af evangeliet og dermed af julens og påskens budskab, når vi akkurat i adventstiden både gør bod og angrer vores synd, men også på den baggrund virkelig samler al vores glæde i en forventningsfuld vished om, at i det lille Jesus-barn i krybben ligger tilmed himlens og jordens, din og min frelser – barnet i krybben er også den korsfæstede og slutteligt opstandne Gud, hos og i hvem vores langt dybere glæde for alvor kan slå rod og vinde standhaftighed og modstandskraft. Glædelig jul! Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat.