Hvor blev respekt af?

ÆLDRE:Da jeg var barn, lærte jeg at respektere ældre som de mest værdige og fuldendte mennesker, fordi de havde gennemlevet et langt liv, de havde stor erfaring, var livskloge, og de havde ydet en stor arbejdsindsats for deres fædreland. Jeg betragter stadigvæk de ældre som værdige og fuldendte mennesker, uanset om de bor i eget hjem eller på plejehjem. Det hører til dagens uorden, at medierne beretter om omsorgssvigt, forkert medicinering, manglende rengøring og om ældre, der får lov til at sidde med den samme ble dagen igennem, fordi der ikke er personale til at skifte bleen - for slet ikke at tale om tid til at hjælpe den ældre til den værdige løsning, en tur på toilettet. Mange lokalpolitikere betragter de ældre som noget, man kan skære ned på i budgetlægningen helt uden konsekvenser, hvor man f.eks. samtidig et andet sted i kommunen bygger et nyt og unødvendigt rådhus til mange millioner kroner. Man har med andre ord vurderet de ældre til at have lav status, hvilket igen smitter af på de lønninger og de arbejdsbetingelser som det personale der skal servicere de ældre bliver takseret efter. Kommunerne har det direkte ansvar for ældreplejen i her i landet, men ministre og politikere på Christiansborg kan bestemt ikke vaske hænder og fralægge sig ansvaret for omsorgssvigt i ældreplejen. Det er dem, der presser kommunernes økonomi så hårdt, at der ikke er råd til at give de ældre en bedre pleje. Havde politikerne på Christiansborg tidligere tænkt mindre på at tilgodese sig selv med høje lønninger, høje pensionsordninger og månedlige skattefri indtægter i 20.000 kroners størrelsen, og i stedet havde bevilget en anstændig pension til folkepensionisterne og tilstrækkelige beløb til en hæderlig drift af plejehjemmene, så ville omstændighederne havde set bedre ud for alle vore folkepensionister. Ministre og folketingsmedlemmer må have en meget dårlig smag i munden, når de står fast på at en folkepensionist, som altid har betalt sin skat og med et langt arbejdsliv bag sig må klare sig med f.eks. 7500 kr. per måned efter skat. Fy-føj, den lille selvglade korruption fungerer stadig i bedste velgående.