Hvor blev retssikkerhed af?

Fødevareministerens planer for indførelse af 10 meter randzoner langs 25.000 km vandløb er endnu et angreb på den private ejendomsret.

En ejendomsret, som burde være sikret via grundloven, det ser den ikke ud til at være længere. I det, som vi selv forbinder med et retssamfund, er det dybt foruroligende, at en minister for at opfylde blot et enkelt af sine valgløfter går på hugst på tredje mands ejendom. Der ønskes randzoner langs 25.000 km vandløb, hvor den "frie og naturlige" natur kan udfolde sig, og arealerne skal "natur"-ligvis være offentligt tilgængelige, mod en symbolsk årlig kompensation. Vel at mærke en kompensation som skal på finansloven løbende, og som når riget fattes penge, nemt vil kunne sænkes eller helt fjernes. Der lægges op til, at der ikke må dyrkes energiafgrøder i randzonerne, eksempelvis pil. Enhver, der færdes blot en lille smule derude, hvor tingene rent faktisk gror, ved, at lader vi et stykke jord ligge udyrket, så tager naturen over. Det kan f.eks. opleves, hvis man besøger St. Blåkilde i det himmerlandske. Når man for år tilbage gik turen fra parkeringspladsen ved vejen og ad stien til kilden, kunne man nyde udsigten over dalen og de græssende kvier. Hvor der for år tilbage blev afgræsset eller taget høslet på arealerne, ser det helt anderledes ud i dag - ja, korrekt, pilekrat stort set over det hele. Hvem får ansvaret for, at det ikke vil ske med randzonerne? kan det mon klares pr. dekret? Næppe! Hvem får sorteper, når der ikke vil gro det, som ministeren ønsker? Det er ikke rimeligt mod et i forvejen stramt reguleret landbrugserhverv. Et erhverv, der som en anden Duracellkanin hvert år bare bliver ved, og ved, og ved, med at bidrage med større og større eksportindtægter og massevis af arbejdspladser. At landmænd og andre lodsejere fratages jord til trampestier og en forkvaklet ide om mere natur, er ikke foreneligt med ejendomsrettens ukrænkelighed. Ønsker ministeren mere kvalitetsnatur ved at tage privatejet jord ud af produktion, må det naturligvis være via enten frivilligt opkøb eller ekspropriationslovgivningen, så lodsejer sikres fuld erstatning. Skulle tilfældet være, at ministeren har fundet en pose penge, som hun vil bruge på mere natur, så vil jeg foreslå, at der opkøbes større samlede arealer i den takt, at midlerne måtte være dertil. Dette vil give væsentlig mere natur for pengene frem for, som nu foreslået, at "smøre dem tyndt ud" langs en masse tilfældige vandløb, baseret på et meget tyndt fagligt grundlag. Vær ærlig og sig til de berørte lodsejere: Vi vil gerne have noget mere natur, derfor vil vi gerne købe dette stykke jord af dig, til markedspris. Det vil give tiltro til systemet. Afslutningsvis vil jeg gøre det helt klart! Enhver, der ønsker at gå en tur på min matrikel, skal være hjertelig velkommen, blot det er undertegnede, der bliver spurgt om lov og ikke en minister på Slotsholmen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.