Danmark

Hvor blev risikovillig kapital af?

I den forgangne uge har man kunnet konstatere, at produktionsvirksomheden Flextronics ikke kunne rejse den fornødne kapital til at drive en tilsyneladende velfungerende virksomhed videre.

På den ene side har man et velfungerende produktionsapparat, en masse dygtige og omstillingsparate medarbejdere, en dygtig direktør og sidst med ikke mindst det vigtigste for enhver virksomhed – kunder i butikken. På den anden side kan man dagligt læse om såkaldt "risiko"villig kapital. Fonde, investeringsforeninger, ventureselskaber og såkaldte "business angels" står nærmest på nakken af hinanden for at udbasunere deres vilje og evne til at investere i danske virksomheder. Og til trods for et nærmest "perfect match", er det altså alligevel ikke lykkedes for en ihærdig direktion at fremskaffe angiveligt under 100 mio. kr. i driftskapital til at drive virksomheden videre. Uforståeligt for de fleste og så alligevel ikke... Jeg er bange for, at svaret skal findes i tiden. Hver tid sit lune i erhvervslivet. Hvem husker ikke slutningen på 90'erne, da den såkaldte dot-com bølge "hærgede" globalt. Efter 12 års virke i én af Danmarks 10 største IT-virksomheder fremstår det stadig som en gåde for undertegnede, at så meget "luft" kunne tiltrække så meget kapital. Tidens "buzz-word" i erhvervslivet er "udflagning af danske arbejdspladser til lavtlønsområder"! Ved at følge mediernes dækning af området, får man nærmest det indtryk, at det er umuligt at drive en profitabel produktionsvirksomhed i Danmark. Og hvem har lyst til at blive identificeret med en umulighed? Med garanti ikke investorer som for den største dels vedkommende investerer andre folks penge og som konsekvens heraf pludselig kunne blive bedt om at argumentere for en given investering. Men heldigvis er sandheden mere nuanceret! I Danmark findes der masser af små, mellemstore og sågar meget store virksomheder der med stor succes producerer i Danmark. Som eksempel kan nævnes én af Danmarks største producenter af møbler – Tvillum-Scanbirk. 1500 ansatte fordelt på 8 (!) fabrikker i Danmark og ingen i hverken Østeuropa eller Kina. Endvidere har virksomheden vækst og laver fremragende resultater. Og eksemplerne er mange – men historierne bliver desværre ikke fortalt så hyppigt som eksemplerne om det modsatte. Den første branche til at starte udflagning for mange år siden var den danske tekstilindustri. De startede i Polen og er siden rykket længere og længere mod øst i takt med at østeuropæerne også er begyndt at spise MacDonalds. Ingen har vel fantasi til at forestille sig at arbejdslønningerne forbliver på nuværende niveau når "EU-toget" om føje tid kommer tromlende ind i denne del af Europa. Kina har endvidere været et gunstigt sted at producere, men kundernes "krav" om bestandigt nye produkter i butikkerne har gjort den 5 uger lange søfragt problematisk. Og luftfragt af tekstiler fra østen holder formentlig ikke i længden. Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det efter min bedste overbevisning kan være en god idé for en dansk virksomhed at få produceret i et lavtlønsområde, men langt fra altid. Men for at bevare arbejdspladserne i Danmark har vi brug for et erhvervsliv der tør gå imod strømmen og frem for alt for netop deres virksomhed lave en selvstændig analyse af fordele/ ulemper ved en eventuel flytning. Så kære Peter Hinrup og alle de mange dygtige medarbejdere – giv ikke op! Det ligger næsten i kortene, at prisen på produktionsapparatet ikke vil være stigende de næste par måneder, og der må være mennesker fra det såkaldte etablerede erhvervsliv i Danmark, der er parate til at løbe en kalkuleret risiko!