EMNER

- Hvor bliver de smøger af?

Tilsyneladende er de 1,4 millioner cigaretter, der natten til sidste fredag blev stjålet hos virksomheden Arctic Container Operation, endnu ikke havnet på det sorte marked.

- Normalt ville udbyttet efter sådan et kup have været i omløb på diverse værtshuse på nuværende tidspunkt. Og hvis det var tilfældet, så ville vi have hørt om det. Det er ret besynderligt, at vi endnu ikke er stødt på nogle af cigaretterne, konstaterer vicekriminalkommissær Frank Olsen, Aalborg Politi. - Med mindre hele partiet er bragt ud af landet, så må de dukke op, tilføjer han og opfordrer folk til straks at kontakte politiet, hvis man bliver tilbudt nogle af de stjålne smøger. Hovedparten af dem er Prince i 20-styks pakninger, men der er også 10-styks Prince og en mindre portion Cecil, Look og Kings. Pakkerne kan kendes på, at banderolen er grønlandsk og viser en isbjørn. Desuden er de fleste af dem ikke forsynet med Sundhedsstyrelsens nye, sort-randede advarsel mod rygning, men med en mindre iøjnefaldende advarsel, der står på både grønlandsk og dansk. Frank Olsen oplyser, at politiet har fået enkelte henvendelser om personer, der er set under "mistænkelige forhold". De er blevet undersøgt, men det har ikke ført til noget som helst. Kuppet på Grønlandshavnen blev tilsyneladende begået af særdeles velforberedte tyve, som vidste præcist, hvad de havde med at gøre. De trængte ind på det indhegnede område ved midnatstid og skaffede sig adgang til den lagerhal, hvor cigaretterne blev opbevaret i containere i et særligt gitterbur. Ved hjælp af en medbragt vinkelsliber fik de adgang til buret og containerne, hvorefter cigaretterne formentlig er blevet læsset på en stor lastvogn. Cigaretterne har en samlet værdi på cirka 2,5 millioner kroner. Politiet vurderer, at de på det sorte marked vil kunne sælges for op imod én million kroner.