Hvor død skal man være?

Forespørgsel til Sundhedsstyrelsen i Region Nordjylland: Hvor død skal man være for at blive tilset af en læge?

Jeg er en 60-årig, overvægtig mand, som på grund af svær slidgigt blev ansat i fleksjob i egen virksomhed i slutningen af 2004. Ved at jeg på denne måde har kunnet afpasse min arbejdsindsats med min arbejdsevne har jeg formået at bevare min virksomhed. I mange år er jeg blevet medicinsk behandlet for forhøjet blodtryk, et problem, som min tidligere læge havde godt styr på. På grund af alder lukkede min læge sin praksis i 2007, og jeg blev overført til lægerne Saaby i lægehuset Øster Jølby på Mors. I dag er Jørgen Saaby alene om sammen med seks sygeplejersker at varetage 4700 patienters heldbred (en læge må sige nej, når han når 1600). Jeg er ikke i tvivl om, at Jørgen Saaby er en dygtig læge, som nærmest arbejder i døgndrift, men da det er en sygeplejerske, der afgør, om man har behov herfor, ser man ham nærmest aldrig. Normalt kan jeg kun komme i kontakt med lægen pr. mail, her kan jeg skrive max. 500 tegn (ca. fire A4-linjer). Til gengæld har jeg oplevet at få svar både lørdag og søndag. Nu behøver jeg jo ikke løbe til læge hver anden dag, men jeg vil gerne have mulighed for at drøfte eventuelle problemer med lægen en eller to gange om året samt at vide, at der bliver fulgt op herpå. I 2008 led jeg af svimmelhed og mistede hørelsen på venstre øre, min læge bad mig opsøge ørelægen, og jeg endte med at få høreapparater. I 2009 var det galt med svimmelhed igen, og jeg mistede bevidstheden i en kort periode, hvilket gav mig ret til en kort samtale med egen læge. På baggrund af en ultra-lydsscanning fik jeg diagnosen Levercirrose (skrumpelever), hele sommeren gik jeg og ventede på, at en leverspecialist kunne få tid til at udtale sig, det viste sig heldigvis, at det ikke var så alvorligt som først antaget. På baggrund af de blodprøver, som sygeplejerskerne tog, og de bemærkninger, de skrev i min journal, har lægen eksperimenteret med min blodtryksmedicin. Her i januar 2012 svulmede min tunge pludselig op, og jeg fik en udposning på halsen. Efter en tur på sygehuset blev det fastslået, at det var en allergisk reaktion udløst af bloktryksmedicinen. Da jeg for kort tid siden var på klinikken for at taget blodtryk, nævnte jeg over for sygeplejersken, at jeg havde smerter i knæene, hvortil hun straks begyndte at foreslå medicin (som ikke er forenelig med en dårlig lever). De sidste tre måneder har jeg igen haft problemer med svimmelhed, pludselig høretab, samt en konstant susen på venstre øre. I dag er jeg så svimmel at jeg har måttet blive hjemme. Jeg orker ikke at tage på flere sygeplejerskebesøg, men håber på at kunne blive henvist til en læge, som har tid til at tage sig af sine patienter. Det er et kendt problem, at der mangler læger her ude på landet mens de findes i overtal i de større byer. Tiden er inde til, at man tvinger nogle læger ud på landet eller i det mindste finder en mere human måde at aflive befolkningen på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.