- Hvor' du fra - jeg er fra himlen

Bistrupkirken byder på SMS-bøn, hip-hop og free-style fra Nørrebro

HJØRRING:Oblaterne og altervinen er henvist til gemmerne, når Bistrupkirken torsdag aften 30. september inviterer især ungdommen til "Freestyle Gudstjeneste". Altertonerne er nemlig udskiftet med teenage-musikken, som når rapperen Jokeren synger "Hvor' du fra - jeg er fra havnen". Det er Ungdomskirken Brorsons fra Nørrebro i København, der er på turné landet rundt, og nu er turen kommet til Hjørring i et samarbejde mellem Sct. Catharinæ, Sct. Olai, Vrejlev og Tårs Kirker. Man kan sende en bøn via mobiltelefonens SMS-funktion, læse en tegneserie om Jesus, spille på spillemaskine eller følge med i de film og billeder, der vises rundt om i kirken. Temaet bliver "det gode versus det onde". Og her medvirker to rappere kaldet "Ham den lange" og "Jøden". De unge kan så sende stikord via SMS til rapperne på scenen, der improviserer over det, de får sendt. Det skal danne udgangspunkt for en prædiken i et nutidigt sprog, som de unge forstår, her især de kommende konfirmander: - Vi er spændt på, om vi kan bruge nogle af formerne fra freestyle-gudstjenesten i det mere daglige arbejde med konfirmanderne. For det kristne budskab skal blive mere nærværende for de unge, siger sognepræst Inge With Johannesen, der dækker Tårs og Bistrup.