Hvor egentlig vælge et kristent land?

INDVANDRING: Under overskriften: "Vær venligere og varmere" bragte NORDJYSKE søndag 25.1. et læserbrev, "Vær venligere og varmere, skrevet af en ung indvandrer, Ahmed Shoaib Farjad (ASF), som ønsker at blande sig i debatten om unge indvandrere og uddannelse. Lad mig starte med at sige, at jeg er meget imponeret over, at han, efter at have opholdt sig her i landet i kun 11/2 år, er i stand til at bruge det danske sprog så godt, at han kan skrive et læserbrev. Men selvom jeg har læst brevet flere gange, er jeg ikke helt klar over, hvad det er, han ønsker af danskerne. Han skriver, at han er en ung indvandrer på 18 år; som indvandrer har han vel selv valgt, hvilket land, han har ønsket at bosætte sig i. Man må formode, at han har sat sig grundigt ind i forholdene i vores land, inden han er rejst hertil! Modsat mange flygtninge, der af FN bliver "tildelt" et land, eller mange flygtninge/asylansøgere, der er lokket hertil af den ene eller anden grund. I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at spørge ASF om, hvorfor han har valgt netop Danmark: hvorfor vælge et kristent land, når man er muslim, hvorfor vælge et land med en så anderledes kultur og menneskesyn, og endelig: hvorfor vælge et land, der ligger så langt væk fra hans lædreland? ASF mener, at mange fremmede føler sig dårligt tilpas i samfundet, men skriver ikke om, hvordan og hvorfor; han mener, at danskerne tænker på 11. sept. når de hører ordet muslim; det er da noget af en påstand! Men jeg vil da medgive ham, at terrorangrebet på World Trade Center ikke ligefrem har forbedret forståelsen mellem religionerne. Men det er en diskussion, som kan tages en anden gang! M.h.t. uddannelse tror jeg ikke, at der bliver stillet større krav til flygtninge/indvandrere end til andre unge i dette samfund; men det er en meget vigtig del af integrationen at få en uddannelse eller et arbejde. Jeg tror, det er meget svært at vælge uddannelse uanset, hvem man er! I den by, hvor både ASF og jeg bor, er der mange afghanske flygtninge; spørger man de "fremmede" børn på skolen om deres fremtidsdrømme, ønsker de fleste at blive læger, advokater eller f.eks. ingeniører. Alle sammen uddannelser, der har,stor status i deres hjemland; man kunne ønske sig, at de lyttede til erhvervsvejlederne og valgte en uddannelse, der passede bedre til den enkelte. Dette gælder i øvrigt alle børn/unge! Det er fint at have store ambitioner, men man skal have noget at have dem i! ASF skriver også, at danskerne skal integrere indvandrerne! Det er efter min mening helt forkert; det er så sandelig deres egen opgave. Men vi skal som danskere give dem nogle redskaber og muligheder, så det kan lykkedes! Og det synes jeg også, man gør; efter at forskellige regeringer i alt for mange år bare har ladet stå til, stiller man nu krav til flygtninge/indvandrere om at tage ansvar for eget liv og levned. ASF ønsker større varme og mere venlighed af danskerne; jeg må spørge: Hvordan? I vores lille by er der en gruppe mennesker, der frivilligt og ulønnet har påtaget sig at være kontaktpersoner for flygtningefamilierne. Mange af dem gør et kæmpe arbejde, hvilket ASF da også bemærker. Desuden er der også naboer og genboer som hjælper med lektier, offentlige skrivelser og praktiske ting, som kan være svære at klare, når man ikke er vokset op i Danmark. Flygtningene i vores by kan benytte lægehuset, børneinstitutionerne, skole, bibliotek, forretninger o.s.v. på lige fod med vi andre! De forskellige foreningstilbud er ikke kun forbeholdt etniske danske, så mød bare op, det kunne være, at det ville være en god ide! Jeg er bevidst om, at det at være flygtning og at skulle starte et nyt liv i et fremmed land, er et benhårdt arbejde. Mange kæmper også med posttraumatiske belastningsreaktioner, der kan hæmme en i integrationen. Men som indvandrer er du frit stillet: der er ingen, der siger, du skal være i Danmark, hvis du ikke kan lide at være her!