Hvor er den danske Guillou?

Mange danskere kender den svenske forfatter Jan Guillou. Nogle på grund af romanerne om Arn, svenskeren, der levede og oplevede ting i korstogstiden. Andre på grund af bogserien om det svenske svar på James Bond, nemlig Grev Carl Hamilton.

Skattepolitik 1. december 2007 19:54

Jan Guillou er imidlertid også en velvidende journalist og samfundsdebattør. Han har kendskab til udenrigsforhold og de gode og dårlige mekanismer, der styrer Verden. Men han kender også indgående det svenske samfund ¿ hvor det har fejl ¿ og hvor det udnyttes. Guillou er altid ¿ og sikkert med rette ¿ blevet beskyldt for at være en venstrefløjs journalist. Men når man læser hans bøger er det overraskende, hvordan det politiske ofte træder i baggrunden og i stedet erstattes af en nidkærhed for rimelighed og respekt for de gamle dyder. Mennesker skal behandle hinanden ordentligt og ikke vinde magt, rigdom og ære på bekostning af andre. Endelig afslører Guillious forfatterskab et mod og ligegyldighed overfor omverdenens forudsigelige reaktioner. Ting skal siges, når de skal siges! Hvor er den danske Guillou? Jeg kom til at stille mig selv det spørgsmål, da jeg fulgte den forløbne valgkamp. Men jo også i den løbende debat, må man spørge sig selv: Hvad kan man dog slippe af med at sige? I dagens Danmark er det ikke populært at sige fra. Politikerne er tvungne til at ¿opføre sig pænt¿. Skarpe udfald er ikke ¿in¿, selvom de kunne være på deres plads. Journalister er for det meste faldet for ¿tidsånden¿ og stiller kun spørgsmål, der accepterer den næsten monopolistiske tankegang om konkurrence, vækst og grådighed, med mindre de har fat i en ¿fed¿ personskandale. En nærmest overnaturlig respekt for ¿magten¿ gør dem bovlamme. Mange andre borgere luller sig i søvn med argumentet om, at ¿det er udviklingen¿ eller det ¿nytter jo alligevel ikke noget¿. Den skarpe kritik af de grundlæggende tendenser i samfundet findes stort set ikke. Der er mange spørgsmål, der ikke stilles. Måske hører Guillou som nævnt hjemme på venstrefløjen. Men kritik af urimelige forhold burde komme fra alle sider. Det kan altså ikke være et argument for at være ukritisk, at man tager afstand fra yderfløje ¿ hvad det så end er i dag! For der sker mange urimeligheder i dagens Danmark. Både på det retoriske plan og omkring beslutninger og regler. Hvordan kan en statsminister i slutningen af valgkampen hævde, at han vil lave et bredt forlig på flygtninge og asylpolitikken, når en del af regeringen eget grundlag intet vil ændre? Man kræver skatten på arbejdet ned og delvis erstattet af miljøafgifter. Samtidig vil man have, at vi bruger færre af naturens ressourcer. Jamen, hvad så med de penge, der skal finansiere personskatte lettelsen? Skal vi så alligevel betale det samme for mindre eller skal voldsomme besparelser i det offentlige finansiere hele showet? Er det i virkeligheden et let skjult ideologisk forsøg på at komme den offentlige sektor til livs? DA kræver lavere dagpenge til de arbejdsløse, så de sidste 138.000 tvinges i arbejde. Men skyldes arbejdsløsheden virkelig, at folk ikke gider arbejde? Jeg tvivler. Og er der andre grunde, skal disse mennesker så ned på en fattigdom, vi sjældent har set i Danmark? Er det rimeligt at ældre skal tvinges på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at fjerne efterlønnen ¿ i stedet for at komme der, fordi de føler sig velkomne? Er det sundt for vore børn, at skatten skal ned for at vi vil arbejde længere? Er det rimeligt, at en førtidspensionist skal betale en værge 812 kr. om måneden for, at han skal forvalte 1500 kr? Er det rimeligt, at en værge kan have 60 værgemål ved siden af sit faste job? Ingen rejser spørgsmålet, for bl.a. sindslidende er en tabugruppe, der blev nævnt én gang i valgkampen og så glemt. Er det rimeligt, at en ansøgning om dansk statsborgerskab bliver udsat i tre år, fordi den pågældende kører 85 km/t et sted, hvor man kun må køre 50? Hvorfor skal vi finde os i den manglende service i vort samfund? Virksomheder tjener flere og flere penge, men behandler kunder og medarbejdere koldere og koldere. Banker tjener flere og flere penge og gebyrerne stiger og stiger. Hvad med den stærke centralisering kommunalreformen har betydet ¿ var det godt? Og udenfor vort lands grænser: Hvordan kan Saudi Arabiens umenneskelige styre være een af vore bedste venner i Mellemøsten? Hvordan kan man ødelægge kampen mod bestialske diktatorer og for demokrati og menneskerettigheder, ved at ¿glemme at have en plan¿ for tiden efter diktatoren. Man kan blive ved med at stille spørgsmål til urimeligheder på en masse områder, men få gør det. For vi har det jo så godt. ¿ Hvad kommer det så os ved, at naboen bliver ramt eller at samfundet udvikler sig på en måde, der grundlæggende vil ændre det for vore børn og børnebørn i en kold, teknokratisk og måske mindre fri retning? I Sverige har man en Guilliou, der kan stille de ¿frække spørgsmål¿. H.C. Andersen gjorde den lille dreng berømt, der turde sige, at Kejseren jo intet havde på. Netop derfor er det forbløffende, at den analyserende samfundskritik i Danmark ofte er erstattet af en passiv driven- med-strømmen-holdning. Det er ikke godt for ret mange! [ Peter Duetoft bor i Sindal, er historiker og har været folketingsmedlem (CD) 1988-2001 og i flere omgange landsformand for CD. I dag medlem af Socialdemokraterne. Arbejder som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...