Frederikshavn

Hvor er den døde myre?

I børneyoga kommer de helt op, helt ned, helt ud og helt ind i sig selv

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mette Timm har de 11 drenge og ene piges fulde opmærksomhed. Her slikker pandaen sig om munden. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Girafferne har svært ved at nå vandet. Det er deres store stive ben, der er i vejen. Derfor må de bukke sig forover for lige efter at række op mod trækronerne for at få de sidste blade. Det er yoga - for børn.

De sidste år har yoga vundet indpas i daginstitutionerne. Blandt andet med den begrundelse, at det hjælper børnene i at finde ro i en hektisk og til tider larmende hverdag. Gennem leg skærpes deres fornemmelse af sig selv og andre.

Lynlåsen - den lukker op

- Det jeg giver dem, er et rum. Et rum, hvor de har mulighed for at gøre, som de vil. De kan hyle som ulve eller springe som frøer. Og uden de ved det, går jeg så ind og arbejder med grov- og finmotorikken, fortæller yogainstruktør, Mette Timm.

- Jeg træner ikke noget som helst. Jeg leger. Vi leger i en fantasiverden.

Det er en verden, hvor børnene kommer langt omkring. Fra det varme Afrika til det kolde nord hvor flyverdragter er påkrævet. Og når den skal lynes, former børnene en gigantisk lynlås ved at lægge sig på kryds og tværs over hinanden. Det virker enkelt, men der er en prøvelse for nogle.

- Nogle børn har ikke let ved den tætte kontakt og lægger man en hånd på deres skulder, så søger de væk. Her giver de sig selv lov til at mærke en anden og lader en anden mærke dem. Når bare man er en lynlås, så gør det jo lige meget, fortæller Mette Timm.

Efter larmen før madpakken

Hestene har sparket. Frøerne hoppet for sidste gang og børnene fornemmer, at tempoet er gået ned. Nu skal de lægge sig. Fladt ned. Mette Timm tager en skål frem.

- Nu skal i huske, at skålen ikke siger noget, med mindre I er helt stille.

Det er, hvad der er. Stille. Stuen der før har genlydt af verdens dyr er nu tyst. En bil kører forbi ude på gaden. Der er nogen på legepladsen. Ellers ingenting.

Hun sætter på skift skålen på børnenes maver og slår let på den. Dong siger det. Som et standerur i en stille lejlighed, Børnene ligger fuldstændigt opslugt i den omfavnende klang.

Vi kan og vi gør det

Det begynder som få spredte børnestemmer. Så stiger det. Flere stemmer. Til sidst alle.

- Jeg gør mit bedste. Jeg gør mit bedste. Jeg gør mit bedste, lyder det.

Alle er med og det spontane udbrud rammer lige ned i essensen af de i alt seks yogalektioner, Den Lille Børnehave har afholdt siden januar. Pædagogmedhjælper Helle Müller, der har stået for yogaprojektet, har allerede fornemmet en forandring blandt børnene.

- Når der er noget, de har svært ved og de så stopper og trækker vejret helt roligt og man kan se, de virkeligt ser ind i sig selv. Det er så givende.

- Der bliver jo stillet så mange krav til dem. Specielt de, der skal i skole, så de ord betyder så meget. Så vi skal holde det her i gang. Det vil vi og når vi sætter os for noget, så gør vi det,

Mette Timm fortæller, at lektionerne lader børnene arbejde med de punkter, der volder dem besvær. Uden de selv opdager det.

- Børnene efterspørger det, der udfordrer dem. Du kan høre, de spurgte efter den døde myre og det er fordi, det giver dem udfordringer. Så fik de nogle andre ting, de ikke opdagede, stillede de samme krav til dem.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.