Hvor er det ærgerligt

Det er rigtigt ærgerligt, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti ikke er parate til at gå foran for en bedre sundhedsfremme indsats i Danmark.

Gentagne gange har de afvist gode forslag, som sikrer bedre folkesundhed. Senest afviser regeringspartierne og DF med Birgitte Josefsen (V) i spidsen Socialdemokraternes forslag om at stramme rygelovgivningen i forhold til folkeskolerne, hvor personalet på mange skoler har mulighed for at ryge foran eleverne, og dermed signalere til disse, at det er helt ok. Socialdemokraterne vil på landsplan indføre forbud mod at man kan ryge på skolerne. I Aalborg Kommune har vi heldigvis selv vedtaget et rygeforbud på vores skoler, hvor der ikke må ryges skolerne, på skolernes område og i forbindelse med arbejdet med børn. Et rygeforbud som er blevet vel modtaget, og som selv Aalborg lærerforening i Nordjyske betegner som tilfredsstillende og velfungerende. Alt for mange børn og unge begynder og ryge, mens de går i skole. Rygningen er yderst sundhedsskadelig for børnene, det dokumenterer talrige undersøgelser. Derfor har vi som samfund et ansvar for at gøre, hvad vi kan for at forhindre, at de begynder at ryge. Her spiller oplysning og rygeafvænningsindsatser en stor rolle, men det gør klare regler for, at man ikke må ryge på skolerne og forbindelse med arbejdet med børn, så sandelig også. Her svigter regeringen og DF vores børn og unge, mens Socialdemokraterne er parate til at tage et klart standpunkt og følge det op med handling. Der er i mine øjne intet charmerende ved børn og unge der begynder at ryge, derfor er der heller ingen undskyldninger for at undlade at handle. Tilmed er et rygeforbud gratis, og lever dermed fuldt og helt op til regeringens nulvækst politik, så spørgsmålet er vel blot. Hvad venter I på?