Hvor er festen henne?

Kvinder, der råber op, kvinder, der burde gøre det, og kvinder, der tier. Anne Linnet har aldrig hørt til den sidste gruppe, og efter en tænkepause er hun tilbage med en ny plade

Anne Linnet ser træt ud, som hun sidder der i kælderen under pladeselskabet. Træt som i alt for mange interviews med alt for mange spørgsmål om tanker og tolkninger og hendes nye plade. Om at være tidligere popstjerne, erklæret lesbisk, uheldig forretningskvinde og alt det andet, man forbinder med 80'er-ikonet. Håret hænger i lyse totter ned over den let åbne, hvide skjorte og den lange brune støvler vipper afventende over kors. Hun piller lidt ved pladeomslaget mellem danskvand og brunrandede kaffekopper og tænder så en cigaret. Siger henkastet lidt om livet, døden og kærligheden og ser så ud af vinduet. Lidt drævende, hæs og reserveret og hele tiden i korte sætninger. Minutterne går og bliver nøje overvåget. Efter en halv time er energien vredet ud af rummet. Så ser hun pludseligt op og spørger: - Hvad er din oplevelse af kvindesagen? Øjnene fokuserer. Med ét er engagementet tilbage. Interessen. Anne Linnet peger med smøgen mellem to fingre. - I virkeligheden handler min nye plade om kvinder. Selvfølgelig også lidt om mænd, men i særdeleshed om kvinder. Hovedpersonen på pladen er en kvinde, og teksterne siger noget om, hvor kvinder er i dag. Den slags er naturligvis afhængigt af, hvor i livet man befinder sig, men det er stadig de samme dilemmaer, som vi står i, og der er rigtig mange ting i samfundet, som er gået alt for langsomt, siger hun og rykker så tilbage på stolen med et lille smæk. - Vi har jo ikke engang ligeløn endnu! Det er latterligt, når vi skriver 2005, udbryder hun så. Netop. Vi skriver 2005. Anne Linnet har i mere end 30 år skredet igennem det danske rock- og poplandskab med hårde rytmiske skridt. Nu er hun tilbage efter nogle års tænke- og pladepause med albummet "Her hos mig". Stille sange, som dem nationen elskede hende for efter pladerne "Kvindesind" og "Jeg er jo lige her". Ingen piske eller åbenlyse paroler. Og helt ærligt så klinger kvindesag også som noget af en forældet uopfindsomhed at konfrontere sangerinden med. Det er lidt ligesom at bede Grethe Sønck forholde sig til årene med "Gæt og Grimasser" eller snakke næser med Uffe Ellemann. En nostalgisk kliché og gammel traver, som omverdenen insisterer på. Men det gør Anne Linnet også. Stemmeføringen er forbløffende fast. - Hvad enten man kalder det rødstrømper eller kvindesag, så er det da stadigvæk skide spændende, hvordan kvinder får tingene til at fungere, og hvor de står i forhold til mændene. Det er mere aktuelt i dag end nogensinde før, nu hvor de unge kvinder klager over, hvor svært det er at få karriere og børn til at nå sammen, siger hun. Den 52-årige sangerinde perspektiverer. Hun har taget diskussionen, siden mor var rød, og solvognen var mere end et oldfund. - Tingene rykkede i 1970'erne, men gik i stå i 80'erne, fordi det hele blev så kommercielt, og der var ikke penge i kvindesagssnak. I dag er der mange unge kvinder, som ikke er bevidste om, at der ikke er lighed. Der er en væsentlig forskel i mentaliteten fra før årtusindskiftet til nu. I 1970'erne kunne kvinderne gå på barrikaderne og lave gang i den, men der er sgu ikke ret meget gang i den i dag. Helt ærligt! Hvor er festen?, udbryder hun højt på krævende århusiansk og slår spørgende ud med armene. - Jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogle, der råber op. Unge kvinder mellem 20 og 35 er blevet så handlingslammede. Kvinder er stærke, men i dag vil de ikke være ved det. De får stadig at vide gennem musik, mode og mediebranchen, at de skal være søde og se godt ud, men nu retter de i langt højere grad sig efter det. Det hele er sgu blevet så pænt, fnyser hun. - Jeg tror, det blandt andet skyldes, at kvinder i dag har så travlt. Først har de travlt med at gøre karriere, og pludselig er det op over med at få børn, og så går de næste mange år med det. Derfor er der ingen, som har tid til at involvere sig og stille spørgsmålstegn ved samfundet. Jeg tror, der stadig findes mange modne kvinder, som er optaget af de her spørgsmål, men blandt de yngre er det ikke noget, man diskuterer, siger Anne Linnet. Eksemplets magt Sådan. Opsang til medsøstrene. Tanker fra en kvinde midt i livet. I de sidste år har Anne Linnet jævnligt ryddet kalenderen for kirkekoncerter og støjende telefoner for at få ro til at reflektere. Blandt andet over kvindesag og kvindesind. Begreber, der i årtier har givet hende bragende bifald. Og Anne Linnet er slet ikke nervøs for at komme til at lyde som en brugt, bitter kvinde. En kvinde, der skælder ud og synger på det slidte refræn om, at alting var bedre i gamle dage. - Når kvindesag lyder forældet for yngre generationer, tror jeg, at en stor del af den negative klang er medieskabt. Det er ikke kvinderne selv, som er blevet fjendtlige over for tanken. Vi er nødt til at begynde at diskutere de her ting igen. Det er for sent, når vi befinder os der, hvor kvinderne helt vælger børnene fra og satser på karrieren. Begge dele skal kunne lade sig gøre, siger Anne Linnet. Selv blev sangerinden aktiv i kvindesagen, da hun sammen med Lis Sørensen startede Shit og Chanel i 1970'erne. Bandet var Danmarks første pigeorkester, og de blev hurtigt bedt om at spille til rødstrømpefester. - Jeg var mere forbundet til kvindesagen i kraft af mit eksempel end på grund af mine holdninger. Før vi begyndte at spille til de fester, havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over, om jeg var rødstrømpe eller ej, men da vi kom i kontakt med kvindebevægelsen, begyndte vi at diskutere alt fra kvinders rettigheder til, hvorvidt lydmanden skulle udelukkes fra festerne, fordi han var mand, og fra da af blev jeg mere bevidst, siger Anne Linnet og tilføjer: - Men det skulle han selvfølgelig. - Vi ville gerne arbejde for kvindernes frigørelse og rettigheder, men det skulle være sammen med mændene, siger Anne Linnet og vifter afværgende med hånden til prædikatet mandehader. - Nej, det har man aldrig kunnet beskylde mig for. Unge på banen Nu er det jo som bekendt nemt at skælde ud og sværere at komme med gode råd. Og hvad kan man egentlig gøre som kunstner i en tid, hvor politisk kunst nok er et modeord, men protestsangere er lige så langt uden for mediebilledet som midaldrende kvinder? - Jeg kan ikke gøre andet end at foregå som et eksempel ved at være aktiv og fortsætte, selvom jeg er over 50. Eksemplets magt er altid det stærkeste, siger Anne Linnet og losser bolden ind på en anden banehalvdel. - Min generation af kvinder HAR foregået med et godt eksempel. Særligt i mit fag. Nu må der nogle nye på banen, og folk vil gerne tage imod min opfordring. Når jeg er ude at spille, er der mange unge mennesker - en del er sikkert blevet slæbt med af deres mor - der gerne vil høre, hvad jeg har at sige. Jeg gør det ikke for kvindekampens skyld, men fordi jeg ikke kan lade være, siger Anne Linnet. Ansigtet er igen venligt, men budskaberne barske. Leveret på en sikker konstaterende facon, der dog hurtigt bliver varmet op, når talen falder på hendes børn. Og det gør den ofte. - Jeg blev optaget af kvindesagen samtidig med, at jeg fik mit første barn, Eva Maria. I dag er mine ældste børn omkring de 30, og der er ingen af dem, som er optaget af kønsspørgsmålet. Måske hænger det også sammen med, at de begge er i en branche, hvor det ikke er så vigtigt, siger Anne Linnet. Både Anne Linnets datter og sønnen Marcus beskæftiger sig med musik. Faktisk er den nye plade blevet til i et samarbejde med hendes ældste søn, fortæller hun og smiler lidt. - Sammen med produceren har han guidet mig igennem. Det at arbejde med ham har betydet en særlig forståelse og en frihed til at kunne tillade sig at bryde sammen i studiet. Det sker nogle gange, når man er så langt inde i en tekst, at man kommer til at tude, når man synger den første gang, siger Anne Linnet. Hun har med egne ord "haft børn omkring sig hele livet". Hendes yngste børn er teenagere, og af de yngste generationer man kan forvente sig mere i debatten om kønsroller og rettigheder, mener Anne Linnet. - De helt unge piger melder klart ud. Der er tegn i sol og måne på, at der er nogle på vej, som i højere grad råber op. De helt unge er mere bevidste om deres rettigheder. Også i min branche, hvor en pige som Anna David synger "Fuck dig!", og de unge kvinder vil selv bestemme, hvor lidt eller hvor meget tøj de vil have på i musikvideoerne. De lader sig ikke kyse, siger Anne Linnet. Hun får ild på eftermiddagens sidste cigaret. Læner sig tilbage, svinger lokkerne over skulderen og smiler skælmsk. - Jeg er faktisk meget fortrøstningsfuld, kommer det så.