Hvor er folkekirken?

I Danmark er der omkring 6000 prostituerede. Det anslås, at halvdelen af dem er udenlandske kvinder, som kommer til Danmark for at trække på gaden eller arbejde på byens bordeller.

Blandt disse kvinder findes utvivlsomt mange ulykkelige skæbner. Men mest fortvivlende er måske skæbnen for den del af disse kvinder, som bliver tvunget til prostitution af kyniske bagmænd. Kvinder som bliver lokket til Vesten med løftet om et bedre liv, men som bliver fanget i et mareridt, med vold og trusler fra bagmænd og kunder. Disse kvinder - typisk nordafrikanere eller østeuropæere - er fanget i en håbløs situation. De tør ikke flygte fra deres bagmænd pga. frygt for repressalier mod deres familier tilbage i hjemlandet. Som illegale kan de kan ikke gå til politiet af frygt for at blive sendt hjem. For hjemme venter ofte blot de samme bagmænd, som sender kvinderne tilbage til livet i helvede i en anden europæisk by. Disse kvinder lever en slags spøgelsestilværelse. De er i live, men de eksisterer ikke. De har ingen identitet - de er blot en vare på en hylde. De ejer ikke deres eget liv, men ejes af andre og kan lejes for en stund - igen og igen og igen. Når jeg i mit arbejde for at bekæmpe kvindehandel rejser over hele Europa, ser jeg flere steder, hvordan den katolske kirke er med til at hjælpe disse kvinder ud af deres forfærdelige situation, bl.a. ved at drive "safehouses", som kvinderne kan opsøge og bo i, hvis de har fundet styrken til at flygte fra deres fængsel. Disse kirkelige organisationer gør det ikke ud fra en moralsk fordømmelse af prostitution. Det handler om næstekærlighed. Om at hjælpe et andet menneske, når der er mest brug for det. Et menneske, som står i en desperat situation og som har brug for en seng at sove i og et varmt stykke tøj, men ikke mindst brug for at blive mindet om, at hun er noget. Og at der er nogen, som hun kan læne sig opad og stole på. Og det er her jeg efterlyser den danske kirke. Hvorfor er kirken ikke mere aktiv i kampen mod kvindehandel? Hvorfor er kirken ikke den udstrakte hånd, som disse kvinder så desperat har brug for? Folkekirkens nødhjælp støtter et "safehouse" i Rumænien, hvilket er god sag. Men hvor er de kirkelige organisationer henne i Danmark? I efterårets løb har vi set, hvordan interessen for Menighedsrådsvalgene er for nedadgående og hvordan det er vanskeligt at engagere især unge mennesker i kirkens arbejde. Hvorfor ikke bruge de gode kræfter, som er i den danske folkekirke - og Frikirke - til at hjælpe disse kvinder ud af dette moderne slaveri? Dette kunne måske være med til at gøre kirken mere attraktiv for mange danskere. Det, disse kvinder har brug for, er næstekærlighed og medmenneskelighed. Hvor er den danske kirke henne i denne kamp? Opfordringen er hermed givet videre.