Fødevarer

Hvor er friheden?

"Danmark forbyder Marmite" skabte medieoverskrifter i det meste af verden. Men ikke i Danmark.

Historien blev lynhurtigt affærdiget af myndighederne med en officiel erklæring om, at Marmite ikke er forbudt i Danmark. Og de danske medier klappede herefter i som østers. Og dermed undlod de danske medier at fortælle danskerne sandheden: Marmite og alle andre fødevarer med tilsatte vitaminer, er pr. lov forbudte i Danmark, med mindre hver enkelt importør søger om tilladelse. Ansøgningen koster p.t. 8900 kr. pr. vare pr. ansøger, og svaret kan forventes i løbet af tre til seks mdr. Man kan altså i princippet købe sig til at gøre en ulovlig vare lovlig. Men uden garanti for en godkendelse. Eneste garanti er, at staten beholder pengene. For at kunne tilgodese forespørgslerne på de af EU allerede godkendte engelske, amerikanske og sydafrikanske varer, jeg allerede har fjernet fra hylderne eller som kunderne efterspørger (ca. 50 produkter), vil det i alt koste ca. 445.000 kr. at søge om tilladelser. I flg. fødevareministeriets egen hjemmeside er der ud af 153 ansøgninger 27 produkter, der ikke er drikkevarer eller margarine. Ud af disse 27 produkter, er kun fire blevet godkendt. Statistikken viser altså, at det vil være stort set umuligt at få dagligvarer med tilsatte vitaminer godkendt, og derved er Marmit i realiteten forbudt i Danmark, og Fødevareministeriets udtalelse er derfor en sandhed med modifikationer. Historien fortæller om et Danmark, hvor befolkningen skal have tilladelse fra myndighederne til, hvad de må spise. Og om handelsrestriktioner, lovgivning og udgifter, der favoriserer stordrift, ensartethed og formynderiet. Men ikke et eneste dansk medie henvendte sig til Abigail's eller skrev om baggrunden for historien og efter senere henvendelse til nogle af medierne, er der heller ingen af dem der vil. I bedste fald vil de måske tage den op igen, hvis der bliver tid og plads. En journalist forklarede det med, at de borgerlige aviser ikke vil gå imod regeringen, og at danskerne er blevet apatiske over for Forbudsdanmark. De ved, det er der, men kan alligevel ikke gøre noget ved det. Så ingen vil skrive om det, og ingen gider læse om det. Det er lykkedes regeringen og medierne at passivisere de engang frihedselskende danskere, og gøre socialismen til et folkekrav. Ethvert forbud, der kan skubbes ind under sundhed eller kampen imod terror, går rent ind hos danskerne. Frihed er blevet et fremmedord i Danmark.