Arbejdsløshed

Hvor er job?

ARBEJDSUDBUD:Regeringen ønsker flere mennesker, som vil arbejde. De kalder det for arbejdsudbud, men det burde hedde arbejdskraftudbud. Efterlønsalderen og pensionsalderen er blevet hævet, uden at der er kommet flere ledige stillinger. "Carsten" på 55 år mister sin dagpengeret til efteråret. Han havde regnet med at få et kommunalt seniorjob, hvorefter han kunne gå på efterløn som 60-årig, hvis der stadig ikke var ordinære job at få. Med tilbagetrækningsreformen mister han retten til seniorjob og efterløn. Når hans dagpenge ophører, må han sælge sit hus og leve af de penge, som salget indbringer. Da huset har en stor friværdi, og han lever beskedent, vil han kunne leve af pengene, til han er 59-60 år. Derefter kan han få kontanthjælp på 10.335 kr./måned, da han er enlig. Når der bliver brug for hans arbejdskraft omkring 2020, vil han være ca. 63 år. Hvordan vil regeringen forhindre, at Carsten får et misbrugsproblem i de år, hvor han skal leve at pengene fra sit solgte hus? Hvordan vil regeringen via kontanthjælpsaktivering sikre, at Carsten får de kompetencer, som samfundet har brug for i år 2020?