EMNER

Hvor er kongehuset?

BEGRAVELSE:Det gør altid indtryk, når danske soldater mister livet i den grufulde krig i Afghanistan, som Danmarks regering og folketing har engageret os i. Her skal ikke argumenteres for eller imod den danske krigsdeltagelse – men alene udtrykkes medleven i den sorg, som de pårørende må leve med. Men også en undren. Vi oplever via tv-skærmen, når de hvide kister, svøbt i Dannebrog, bæres ned over rampen fra de store Herkules-fly. Og vi er ofte med i sørgehøjtidelighederne i kirkerne, inden de faldne stedes til hvile. Vi lytter til forsvarsminister Søren Gades bevægede og bevægende ord, når han udtrykker sin personlige sorg. Og forsikrer, at de faldne soldaters indsats ikke har været forgæves. Ministeren må tage den tunge tørn – hver gang alene. Der mangler nogen. Hvor er kongehuset? Vi har her i landet en kronprins, der har gjort tjeneste blandt de eliteenheder, dansk forsvar har. Det har ligesom gjort ham fortjent til de militære tjenestegrader, som han ellers ville have erhvervet sig pr. tradition. Nylig var han på besøg hos de danske enheder i Afghanistan, hvor han hilste på ”gutterne”. Dagen efter blev to af dem dernede dræbt i kamp. Få dage efter mistede endnu tre Afghanistan-soldater livet. Kronprins Frederik bør opfatte det som en pligt, at han frigør sig fra sin vante lediggang. Ifører sig soldatertøjet og møder op, når hans soldaterkammerater skal vises den sidste ære. Det er utroligt beklageligt, at en opfordring skulle være nødvendig.