Mariagerfjord

Hvor er mænd dog nog–le skvat

Det ser ikke for godt ud for her–rer–ne i et Fyrkatspil, der er gan–ske mor–somt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Eli–as Erik Chri–sten–sen pas–ser fint i sin rol–le som le–de–ren Gud–mund, der her ud–fø–rer et mys–tisk ri–tu–al.

HO–BRO:Det er værd at be–mær–ke, at Fyrkatspillet er ren fik–tion, at det fo–re–går for 1000 år si–den og na–tur–lig–vis in–tet har med nu–ti–dens vir–ke–lig–hed at gøre. For den gang var mænd alt–så nog–le skvat og vat–nis–ser. Ube–slut–som–me, pri–mi–ti–ve, grå–di–ge og med det meste af hjer–nen de–po–ne–ret et sted lige un–der bæl–tet, som hol–dt buk–ser og det tun–ge sværd oppe. For–fat–ter og in–struk–tør Jør–gen W. Lar–sen har sam–men–sat ord og hand–ling i årets vi–kin–ge–tea–ter på Fyr–kat. I fore–stil–lin–gen ”Siri” ud–stil–ler han gang på gang sine køns–fæl–ler. Hvis det ikke var for nog–le hand–le–kraf–ti–ge og mo–di–ge kvin–der, vil–le det al–drig væ–re gået. I et fyldt Fyrkathus fre–dag af–ten var der pre–mi–ere. Fore–stil–lin–gen ef–ter–lod for–nem–mel–sen af det mor–som–ste Fyrkatspil, den–ne pub–li–kum–mer til dato har set. Der var mas–ser af re–plik–ker og op–trin at gri–ne ad. De en–tu–si–as–tis–ke ama–tør–skue–spil–le–re gjor–de de–res pligt, om end pre–mi–ere-ner–ver–ne en–kel–te gan–ge sit–re–de i rep–lik–skif–te–ne. Når for–fat–te–ren si–ger, at han skri–ver rol–ler–ne til skue–spil–ler–ne, må man så–dan en af–ten nik–ke an–er–ken–den–de. For over en bred kam tråd–te akt–ører–ne frem som per–so–ner, der pas–se–de rig–tig godt til de–res frem–to–ning, ev–ner og ud–strå–ling. Hyk–le–risk ab–bed De stær–ke, no–get nær pro–fes–sio–nel–le ind–ta–ger kræ–ven–de rol–ler. Det gæl–der ikke mindst Ben–te Hel–ene Sza–bo som vi–kin–ge–kvin–den Thy–ra. Med sin be–slut–som–hed og le–de–rev–ne ud–stil–ler hun kongs–bon–den Ho (Mo–gens Kar–mark) som sit ube–hjælp–som–me, mand–li–ge mod–styk–ke. Ve–te–ra–nen Chri–sti–an Chri–sti–an–sen må nød–ven–dig–vis også have en rep–lik–tung rol–le som den hyk–le–ris–ke ab–bed, der vil frem–stå from, men nok mest tæn–ker på at skaf–fe mid–ler til at byg–ge sit klos–ter ved Glen–strup. Det er også helt na–tur–ligt, at Ole Niel–sen er til–ba–ge som den kring–le–de, skø–re munk Poppo. En rol–le, han ud–fyl–der, så lat–te–ren luk–kes ud. Eli–as Erik Chri–sten–sen har al–tid spil–let med i Fyrkatspillet. Mest som sta–tist, men i år får han en frem–træ–den–de pla–ce–ring i rol–len som le–de–ren Gud–mund, der løf–ter mas–ser af mys–tik ind i Fyrkatspillet. Gud–mund-rol–len fun–ge–rer godt blandt an–det tak–ket være fint sam–spil med kri–ge–ren Bjorn, som spil–les al–de–les godt af de–bu–tan–ten Bjar–ni Aagaard-Niel–sen. I fle–re år har både hans hus–tru og børn væ–ret med i Fyrkatspillet, så vil han se fa–mi–li–en i april til juni, måt–te han nød–ven–dig–vis også selv mel–de sig un–der vi–kin–ge–fa–nen. Det har Fyrkatspillet - og for–hå–bent–ligt hel–ler ikke fa–mi–lie–li–vet - ta–get ska–de af. Siri er om–drej–nings–punk–tet i hand–lin–gen. Det er hen–de, der i sid–ste års styk–ke ”Rej–sen” flyg–te–de med fa–mi–lie og godt–folk fra Fyr–kat til ek–sil i Glen–strup. Og det er hen–de, der nu må føre en lil–le, mo–dig flok til–ba–ge til Fyr–kat til et en–de–ligt op–gør med skur–ke–ne. Den tun–ge rol–le hvi–ler sik–kert på unge Hen–ri–et–te Ras–mus–sens skul–dre. Skæg–løs skuf–fel–se Hvis man må tale om skuf–fel–se, går den på ve–te–ra–nen, den sto–re, stær–ke Kaj-Bør–ge Jung Pe–der–sen. Ikke for–di der er no–get i ve–jen med hans ind–sats, men for–di han op–træ–der uden sit flot–te, sto–re vi–kin–ge–skæg, der al–tid har væ–ret en fast del af Fyrkatspillet. Sæd–van–lig–vis age–rer han grov, vol–de–lig kri–ger, men i år er Kaj-Bør–ge Jung Pe–der–sen mun–ken Bro–der Leif. Igen har for–fat–ter Jør–gen W. Lar–sen skre–vet den ret–te rol–le til den ret–te skue–spil–ler. Bro–der Leif er kan–ske den from–me munk, men han kan også godt give et gok i nø–den ved sit tun–ge kors. Han er en mand af få, vel–tal–te ord og frem–står ra–sen–de mor–som og helt per–fekt i styk–ket. Bort–set fra nog–le unge dren–ge og et par op–løf–ten–de mun–ke er mæn–de–ne i ”Siri” ikke no–get at råbe hur–ra for. Brov–ten–de, far–li–ge kri–ge–re må i knæ for lidt mjød i al–ter–vi–nen og fire lys–tigt vrik–ken–de, kvin–de–li–ge bag–de–le. Mænd var vir–ke–lig nog–le skvat. Alt–så den–gang i vi–kin–ge–ti–den.