EMNER

Hvor er mama?

Ikke en dårlig uge. Jeg mener - tænk, hvis man havde været tvangsindlagt til tv-kiggeri en af ugerne op til valget. Lad endelig regeringsforhandlingerne vare. Så længe de sidder på hotelværelset, er de ikke på skærmen. Ret skal være ret. Vi er måske trods alt et bette korn interesseret i, hvad de tørner ud med. Uspændende er det ikke. Hvornår stiger der røg fra Crowne Plaza? Og er den sort eller hvid? Hvad håber hvem på? Imidlertid må Villy Søvndal ind imellem ud på tagterrassen og dulme de Vestager-betingede nerver med en smøg. Nogle journalister har i hvert fald fundet adskillige cigaretskod uden for forhandlingscenteret. Måske er det netop Villys snedigt udtænkte måde at bryde tavsheds- og kyskhedsløftet på: hans cigaretter sender sort røg op. Der er endnu ikke valgt en pave - på italiensk "papa". Men kan de leve op til løfterne? Hvilke løfter vil de leve op til? Hvor længe vil de prøve at leve op? Jeg kom til at tænke på herlige Jørgen Leth - herlig i hvert fald hvad angår sproglige og poetiske kompetencer. Han præsterede en gang - og jeg husker ikke hvilket år det var, det kan han sikkert selv - denne formulering om en Tour de France-rytter: "Han levede op til det, han præsterede de følgende år." Javel, en tempobetinget fortalelse, men det lyder da vældig perspektivrigt. Har politikerne i afvigte valgkamp levet op til det, de præsterer de kommende år? Eller præsterede de det, de senere lever op til? Eller … Jørgen Leth er ikke den, der bruger de slidte fraser. Hans udsagn er nok en kringlet vurdering - en tidsforskudt eller tidsforskydende absurditet, som igangsætter finurlighedslege med ord. Vi ender nok med om føje år (måneder? uger?) at være enige om, at de præsterede det, de var i stand til at leve op til! De har lagt et vist pres på sig selv, har de - politikerne. Især nok Margrethe Vestager, der insisterer på en ny regering. Hvad der ved Gud, Allah, Buddha og de andre kan undre, når hun på det grundlæggende økonomiske område vil føre samme politik som den gamle. OK, der er retspolitikken, men alligevel … Indtil videre er de enige om målet, men helliger det midlerne? Hvad skal de hver især indstille sig på at give køb på? Hvordan forbereder de sig på at stille op til det første møde med publikum? Seerne fik et billede af, hvad politikere må stille op til i det første afsnit af den fortsatte serie om "Borgen". Den portrætterede kvindelige statsminister fra De Radi … øh, nej, tværtimod, fra De Moderate fik kam til sit pæne hår. Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jens Otto Krag blev udsat for hån og spot for den udtalelse, skønt han havde ret. TV-seriens fiktive eksfinansminister spurgte retorisk statsministeren, hvornår hun var holdt op med at lytte. Han mente sandsynligvis, hun burde have lyttet til ham og ladet ham sidde, hvor han sad. Derefter satte hun sig og lyttede til en afghansk ngo og til en far, der havde lidt sønnetabet. Så meget eller lidt skal der til for at kunne skifte standpunkt. Jens Otto Krag har stadig ret. Jeg har aldrig forstået, at der blev gjort sådan grin med ham på grund af det. For en historiker var det naturligvis ekstraordinært interessant, at søndagsdramaets motto var et 1500-tals citat. Den lavadelige, italienske embedsmand Machiavelli skrev i begyndelsen af 1500-tallet sin berømte bog "Fyrsten" - "Il Principe", hvori han tog det standpunkt (princip), som han ikke var til sinds at ændre, at al magt er grundet på fysisk vold. "Krigen er retfærdig, når den er nødvendig," hed det. Det blev også den moderate statsministers konklusion. Og Miljøpartiets minister klappede hælene sammen og støttede af hensyn til regeringens liv et forslag stik imod principprogrammet. Vil vi også se tilsvarende 180 graders sving og kamelslugningsrekorder i løbet af de næste dage? Vil politikerne leve op til præstationerne? Birgitte Nyborg lyttede. Virkelighedens politikere lytter måske også til hinanden. Det formoder vi, men jeg undrer mig alligevel over, at de kan tale så længe. En ting er at være den tålmodige lytter. Noget andet at være den talende. Man skal virkelig være interesseret i emnet for at kunne holde begge aktiviteter ud. Det er nu forløbet rundt regnet to uger. Skal vi ikke sætte os ned og tale om økonomi i to uger? Evt. variere lidt med 24-års reglen? Så har kommentatorerne noget at væve over så længe. De kommentatorer, som store dele af befolkningen i øvrigt ifølge visse medier er dødtrætte af. Typisk er det medier, der har et lille døgns inkubationstid, altså aviser. De elektroniske medier kunne aldrig drømme om at bringe en sådan opinionsundersøgelse. Det kunne ellers være morsomt at høre Henrik Qvortrup kommentere udsagnet "Vi gider ikke høre på dig". "Kommentatorerne er nødvendige, så længe hotellet er besat", quoter Qvortrup. På et tidspunkt inden næste tirsdag er politikerne møre - så morsomt kan der vel heller ikke være på hoteltoppen. Det kan også tænkes, der bliver koldt på toppen. Derfor bliver de enige om at brænde samtlige principprogrammer, alle valgløfter, alt - og se, der stiger hvid røg fra Crowne Plaza. En mama er valgt. Per Pilekjær kultur@nordjyske.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst