EMNER

Hvor er min alfa-Brian?

Man kunne for blot få dage siden blive forarget over at se på tv, at en belgisk og tilsyneladende psykisk ustabil ung mand havde sneget sig ind i en børnehave og dolket flere børn og en enkelt pædagog.

Listen over voldspsykotiske episoder begået af ustabile mennesker bliver ikke just kortere – handlingshelvedet er over os. Vores mentalitet omkring vold har ændret sig betydeligt siden 2001. Her nævner jeg ikke 2001 som årstal pga. VK-regeringens indtrædelse, selvom jeg stadig ikke støtter den siddende statsminister, men snarere pga. den terror, der skete på amerikansk jord 11. september samme år. Jeg behøver på ingen måde at skulle opsummere, hvilke katastrofale eftervirkninger denne dag fik på tusinder af familiers liv, men den samfundsbølgende sympati har endnu ikke fundet vej ind i tv-skærmene og de mørke gyder i Københavns natteliv. Her taler jeg om vores mediemæssige syn på vold som et begreb. Vi har desværre ikke de nøjagtige følgende tal fra Danmark, men må i stedet tækkes med de amerikanske af slagsen: kort efter 11. september 2001 faldt voldsraten med 30 pct. - samtidigt steg dækningen af voldelige tilfælde, ofte med dødeligt udfald, med 600 pct.! Dette intet mindre end skriger til himlen. Og vi kender jo alle den typiske voldsudøver – så’en har det jo altid været! Han er formentlig ufaglært, måske har han fået en mindre teknisk orienteret uddannelse, men føler sig hverken stimuleret ved uddannelse eller arbejdsmarkedet; han er den dreng, der blev rykket ned i specialklassen, fordi han hverken kunne koncentrere sig eller agere socialt; han er den dreng, som pædagogerne fra de helt tidligere år kunne klassificere som en taber. De borgerlige kræfter vil måske hævde den individuelles frihed til udformning af eget liv og påberåbe sig eneretten på tanken om, at alle skal kunne gå fra at være bistandsklient til at være bankdirektør. Jeg er nok en gang glad for at kunne trøste mig ved de danske grundværdier om lighed, frihed og broderlig solidaritet.