Hvor er modet til bare at gå?

Fodbold 25. juni 2003 08:00

PRÆST: En Taarbæk-præst tror ikke på det, han forkynder, og det skal han have lov til, siger de, som bakker ham op. Tilhængerne af præsten er mere optaget af præstens ret til "tvivlen" end præstens evne til at forkynde troen på en Almægtig Gud og bringe håb for fremtiden. Tilhængerne, som "måske" aldrig selv går i kirke, er ofte kun på banen, når det handler om retfærdiggørelse af individets rettigheder. Men pyt med en præst, som ikke selv tror på det, han taler om. Det er lige meget, bare han får lov til at tvivle og åbenlyst fortælle alt og alle, at han ikke tror på, at Jesus Kristus er i stand til at bringe håb, lykke og evigt liv til sine sognebørn. Ville man acceptere at sende en fodboldspiller på banen, som ikke troede på sejr? Nej, vel... Ville man acceptere at sende en brandmand ind i en brændende bygning, hvis han ikke selv troede, han kunne redde personen,som råbte om hjælp? Nej, vel... Ville man acceptere en politiker, som ikke selv troede på sit partiprogram? Nej, vel... Helt ærligt, jeg fatter ikke, hvad det er for en ret, tilhængere af Taarbæk-præsten kæmper for? Det, den enkelte laver i sin hverdag, må den enkelte tage stilling til, om det er det rette, og er det ikke det, så bør man vel finde noget bedre at tage sig til. Ville fodboldspillerens stolthed og respekt for den sport, han dyrker, ikke få ham til at stoppe med at spille fodbold, hvis han oplevede, at han ikke længere troede på sin egen vilje til at kæmpe for holdets sag og vinde sejren til holdet? Ville brandmanden ikke hurtigt og kraftigt overveje sin situation overfor de mennesker, han er sat til at hjælpe og redde, hvis han ikke oplevede viljen og modet til at gøre det, der skal gøres, når et menneske råber om hjælp, eller når et hus står i flammer? Ville politikeren ikke hurtigt blive opfattet som utroværdig, hvis vedkommende ikke åbent og ærligt forvaltede sit partiprogram. Sådan kunne man blive ved... Jeg formoder, at de fleste ville være enige med mig i, at vi ikke ville acceptere ovenstående, og hvorfor er det så lige, at vi skal acceptere en præst, som ikke tror på Bibelens Gud. Han har selv valgt sit studie og sit arbejde, og han er indsat i et helt specifikt embede med en klar opgave og målsætning. OK, jeg accepterer hans ret til at tvivle, men kan ikke acceptere hans manglende ansvar og mod til at tage sit gode tøj og gå og lade en anden tage over, som tror, vil og kan forkynde et budskab om en vidunderlig Gud, som ønsker at give mennesker fred, håb, glæde, mening med livet og ikke mindst et håb om et evigt liv sammen med Jesus Kristus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...