Hvor er Nordjylland skønnest?

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lille Vildmose er Danmarks største fredede område. Skal vildmosen med i en nordjysk naturkanon?

Nordjylland. 7933 kvadratkilometer med 578.800 nordjyder, der fra Agger og Hobro i syd til Skagen i nord er fælles om at bebo en af de mest naturskønne dele af Danmark. Miljøminister Troels Lund Poulsen vil gerne have en dansk naturkanon. En liste med de fineste og mest uundværdelige dele af den danske natur. Her på NORDJYSKE vil vi gerne hjælpe ministeren og i samarbejde med Skov-og Naturstyrelsens tre nordjyske distrikter for Vendsyssel, Himmerland og Thy inviterer vi derfor læserne til at komme med forslag til en nordjysk naturkanon. En liste med de ti fineste naturområder i Nordjylland. - En naturkanon for vores egen region kan give mere opmærksomhed på vores egen natur, siger skovrider Jesper Blom-Hansen, Skov og Naturstyrelsen i Vendsyssel. Spørgsmålet er så, hvilke områder, der skal med i en nordjysk naturkanon. Skal det kun være de store berømte naturområder som Skagens Gren, Nationalpark Thy og Lille Vildmose. Eller kan mindre og mere ukendte naturområder også være med? Det afhænger af nordjyderne og dermed af NORDJYSKEs læsere. Giv dig derfor tid til at til at stoppe lidt op i den travle hverdag, og skriv de områder ned, som du synes gør Nordjylland unikt og som derfor bør være med i en nordjysk naturkanon. Forslagene skal være begrundede. Hvis man eksempelvis peger på Rold Skov, skal man altså fortælle, hvorfor Rold Skov er noget ganske særligt. I de næste fem weekender vil vi hver lørdag sætte fokus på den nordjyske natur og skrive om læsernes forslag. Man kan kun foreslå naturområder - ikke de enkelte dyr og planter. Man kan altså ikke foreslå mågefuglen riden, men man kan godt foreslå Bulbjerg med Danmarks eneste fuglefjeld og den største koloni af rider i Danmark. Forslagene indsendes til NORDJYSKE: Det kan gøres elektronisk ved at sende en e-mail til naturkanon@nordjyske.dk. Eller man kan skrive et almindeligt brev til Nordjyske Stiftstidende, Langagervej 1, 9220 Aalborg og mærke kuverten med "Naturkanon".