Hvor er omsorgen blevet af?

Min mor ligger på P7 på Horsens sygehus. Hun har kræft og er døende, og min søster og jeg vil gerne være sammen med hende og give hende omsorg. Jeg bor i Sindal Kommune, men opholder mig p.t. i Horsens i min mors lejlighed. Vi besøger hende to-tre gange dagligt. Fordi jeg er kontanthjælpsmodtager og vælger at være hos min mor her i Horsens, modtager jeg ikke kontanthjælp længere.

Min søster, derimod, har arbejde og tjenestefrihed ved sygdom, død og begravelse i nærmeste familie. Jeg vil bare gerne have lov til at være min mor så ofte som muligt, give hende omsorg, snakke med hende, når hun er i stand til det, og sidde hos hende, når hun sover. Min søster og jeg prøvede at pleje hende i eget hjem, men det endte i en meget uværdig situation, idet hun blev så dårlig, at vi var mere tryg ved at have hende på sygehuset. Dvs. ingen plejevederlag, fordi jeg ”kun” yder hende omsorg. Uden indtægt kan jeg ikke betale husleje og udgifter! Og som ”prikken over i’et” er jeg blevet stillet i udsigt, at når jeg igen søger kontanthjælp er den nedsat med en tredjedel, fordi dét at være hos min mor, ikke er en lovlig grund til at afslå et aktiveringstilbud ifølge aktivloven. Min mor blev hasteindlagt med dehydrering, ude af stand til at vågne igen, og lægen skønnede, at en akut CT-skanning af hjernen var nødvendig. Røntgenlægen blev tilkaldt, og intet usædvanligt var at se. Dagen efter var hun stadig meget afkræftet, men lægerne skønnede, at hun hurtigt ville komme sig, når hun fik væske. Det gjorde hun også, men hun blev aldrig helt den samme igen – hun var ikke længere den ”gamle mor” og hendes personlighed svandt yderligere de efterfølgende dage, sammen med kræfterne i hendes krop. Hun gennemgik undersøgelse på undersøgelse, som ikke viste nogen tegn på sygdom. Hun havde i mellemtiden også været på Vejle sygehus og fået konstateret brystkræft. Efter 21 dage på Horsens sygehus blev der foretaget en MR-scanning som konstaterede at kræften havde bredt sig til hele rygsøjlen. Lægen erklærede hende uhelbredeligt syg. Billederne af hendes hoved var for utydelige. Men brystkræften, fik vi fortalt, har en ”forkærlighed” for hjernevæv og knoglevæv. Fra dag ét mærkede alle lægerne, der tilså hende, knuden i brystet, og de vidste, hun skulle til en mammografi, og alligevel valgte man ikke at MR-scanne hende med det samme! Hvis de havde MR-scannet hende umiddelbart efter indlæggelse, havde vi med det samme fået konstateret at hun havde kræft, og vi havde haft mulighed for at få en fornuftig samtale med hende omkring hendes sidste ønsker, og et ordentligt farvel inden hendes personlighed, som vi kender den så godt, forsvandt. Hun havde yderligere været sparet for uværdige og udmattende undersøgelser, samt pleje af et personale der er tydeligt præget af at være overbebyrdet og i mangel på ressourcer. En MR-scanning koster 5000-6000 kroner! Der er så mange spørgsmål at stille til det vores familie, især min mor har været igennem: Hvorfor er der f.eks kun tre ansatte i aftenvagt til 20-26 patienter på P7? Endda på en afdeling specielt beregnet til ældre og akutte patienter. Hvorfor vælger lægerne at lade en ældre dame på 76 år gennemgå så mange fornedrende og udmattende undersøgelser, når hun kunne være ”afklaret” straks ved indlæggelse med en MR-scanning, især når hun havde tydelige indikationer på brystkræft? Og til syvende og sidst: Hvorfor er der i lovgivningen ikke mulighed for, at jeg kan få en indtægt, imens jeg giver min mor den omsorg, enhver datter vil give sin mor, alene af den grund, at jeg er på kontanthjælp? Jeg føler mig i den grad diskrimineret og spørger mig selv, om ikke det er i strid med både grundloven og menneskerettighederne! Mit hjerte græder over at se så stor en mangel på omsorg og god vilje i den danske lovgivning - i hele den situation min mor, min søster og jeg sidder i.