Hvor er ordentligheden blevet af?

Af Tonny Bistrup,Olufsgade 74, 9700 Brønderslev, tonnybistrup@gmail.com
DORIS M.FL: Skræmmende mangel på intelligens og ordentlighed
Den seneste tids mange episoder i danske institutioner, forsvar og myndigheder efterlader et indtryk af, at der er et skræmmende fravær af intelligens, samvittighed og ordentlighed mange steder i offentligt regi.
Først vil jeg slå fast, at hovedparten af de offentligt ansatte udfører deres arbejde samvittigheds-fuldt og redeligt.
Man ved godt selv, om man tilhører den kategori, så I må ikke føle jer ramt af denne artikel.
Problemet er de ledere og medarbejdere, som ikke forstår at skelne mellem dit og mit, og forsyner sig privat samvittighedsløst for samfundets penge og begår nepotisme, altså lader familie og venner få fortrinsret.
Britta er slet ikke alene, men hun var så uheldig at blive opdaget.
Hun har aldrig fået tildelt ridderkors og medaljer, som visse andre med samme tilbøjeligheder.
Britta var derfor let at idømme en straf, som hun naturligvis har fortjent, hvorimod visse medaljebærere slipper for let.
At være whistleblower, altså at anmelde andre for uredelige metoder og opførsel, er tilladt i det offentlige system.
Teoretisk - men deres banemænd, de menige medarbejdere, der anmelder cheferne, bliver tilsyneladende blacklistet og kan ikke få job.
Det er ikke blot svindel med penge og bilag, der skræmmer.
Der er efterhånden alt for mange episoder med myndigheders og institutioners behandling af borgere, der vidner om manglende empati og ordentlig opførsel.
Plejehjemspersonale behandler Else og Niels på skammelig vis.
Hvad er der sket ved det?
Har det haft konsekvenser for de formastelige?
En dame uden dansk statsborgerskab bosiddende i Thisted overnatter på sygehuset i Thisted og behandles med antibiotika mod blærebetændelse og får lidt morgenmad, inden hun udskrives.
Et halvt døgn på dette luksussted beregnes til 24.380 kr.
Ordentlighed parret med intelligent behandling af sagen ville straks får en alarmklokke til at ringe og sige: ”Det kan ikke passe.”
Jo, det passer!
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste er suspenderet, fordi han angiveligt har overtrådt sine beføjelser og har blandt andet ulovligt udleveret oplysninger til udenlandske efterretningstjenester.
Andre topfolk er suspenderet i samme sag.
Er der slet ingen samvittighedsfuld ledelse til stede i en så vigtig organisation?
Der var/er også store problemer andre steder i forsvaret, og forsvarsministeren roder rundt i, hvem hun har tillid til.
Det vidner om en meget dårlig kultur i både forsvaret og dets ministerium.
Det vil dog blive alt for omfattende at komme nærmere ind på det i denne artikel.
Så til den lokale og aktuelt grimme historie - 81-årige Doris tvangsfjernes fra sit hjem meget imod sin vilje af to betjente og to hjemmehjælpere, men uden en gyldig dommerkendelse.
Datteren kommer ind og vil vide, hvad der foregår, men en betjent beder hende om at ”pikkel af”.
Hvordan kan sådan en flabet knægt være kvalificeret til at bære politiuniform?
Der foreligger tilsyneladende en anmeldelse på datteren om vold mod moderen, men den må ikke komme frem, findes den, og i så fald, hvem er stikkeren?
Den danner måske grundlag for den lægefaglige vurdering, som førte til tvangsfjernelsen.
Den ”lægefaglige” skal også være anonym!
Dagen efter ”anholdelsen” af Doris foreligger der belejligt en ansøgning fra hende om at komme på plejehjem.
Ansøgningen er ikke underskrevet.
Er den ”fabrikeret” for at retfærdiggøre den brutale opførsel og i så fald af hvem?
Doris’ datter er beskyldt for vold mod moderen og bliver måske engang sigtet.
Moderens omgangskreds og læge benægter på det kraftigste, at datteren er voldelig overfor moderen.
Doris bliver kort efter ”anholdelsen” indlagt på sygehuset.
Den brutale episode fik hende til at bukke under.
Hvem er den voldelige part i denne situation - datteren eller politi og hjemmehjælpere, der ville tage Doris ud på en ”hyggelig køretur”?
Det har man hørt om før, men jeg troede, det var historie.
På NORDJYSKE’s forespørgsel hos blandt andet politi og Hjørring Kommune er svarene entydigt, at man ikke kan udtale sig på grund af en verserende sag, så der er rigtig lagt røgslør ud over sagen.
De ansvarlige har meget travlt med at vaske hænder og sende ansvaret videre til andre. Hvad er det for en ynkelig opførsel? Er det sådan et samfund, vi ønsker?
Nej - men det er sådan, man behandler sager, der stinker.
Doris har kun ét ønske - at komme hjem igen og blive plejet af datteren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.