Hvor er politisk mod?

Det nærmer sig selvbedrag, når vi bilder hinanden ind, at vi ikke har brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Hver dansker fra spæd til olding må ryste op med cirka 3000 kroner om året i brugerbetaling for behandlinger og medicin. Og endnu være end selvbedraget er den kendsgerning, at det er fuldstændigt tilfældigt, hvem der må have dankortet frem. Ofte må førtidspensionister med både økonomiske og helbredsmæssige problemer betale mere end direktører og andre vellønnede. Længere væk fra princippet om at lade de bredeste skuldre bære det største læs kan vi næppe komme. Af uransagelige årsager skal vi nemlig selv betale det meste hos tandlægen, mens al lægelig behandling bliver betalt via skatterne. Så når man vælter på cyklen, gælder det om at beskytte tænderne fremfor armen, for omfattende behandling af tænderne kan sætte mindrebemidlede fra hus og hjem. Armen derimod får man repareret uden en krone i udgift. Modige politikere har jævnligt forsøgt at gøre opmærksom på paradokset, men uden meget held. Andre politikere har i uskøn samklang med journalister lynhurtigt fået stemplet de modige som nogen, der vil lade det koste det penge at gå til lægen. Endog statsministeren har i et tilfælde af populisme afsvoret egenbetaling, skønt han som liberal burde være interesseret i at lade sund økonomisk fornuft råde. Det vil netop være sund økonomisk fornuft at lade fordommene fare og se åbent på hele sundhedsområdet. Meget gerne med den forudsætning, som socialdemokraten Lone Møller indbyggede i sit forslag om en grundig undersøgelse for et par år siden: Den samlede brugerbetaling skal ikke stige, så danskerne kan fortsat regne med højest at komme af med omkring 3000 kroner i gennemsnit. Også Velfærdskommissionen foreslog at se på området, eksempelvis med en vis betaling for at gå til læge. Det gør man i Sverige, og svenskernes helbred tåler fint sammenligning med danskerne. Til gengæld mangler vi politisk mod.