Hvor er principper?

”Venstre ved du, hvor du har”. Meget vand er løbet i åen siden.

EMNER 1. september 2007 20:52

Nu kan man til tider komme i tvivl, om der overhovedet findes noget idégrundlag for det parti, der en gang kaldte sig liberalt. Jeg sidder dagligt med fornemmelsen af et parti og især en statsminister, som politisk lever af at aflure værdier og holdninger hos vælgerne, og som ved hjælp af dygtigt spin indretter sin politik derefter. Og hvis partiet ikke på sine hylder har en vare, som kan tilfredsstille synspunkterne i befolkningen, så stjæler det med arme og ben fra oppositionen. Man kan mene meget om partier, hvis politik bygger på en grundlæggende ideologi. Men de har trods alt nogle principper at navigere efter. Over for dem står Det nye Venstre, som har en statsminister, der principløst slingrer fra det ene politiske ståsted til det andet i bestræbelsen på at indkapsle oppositionen og bevare magten. Jeg undrer mig dagligt over, hvordan et sådant parti kan få opbakning fra mellem en femtedel og en fjerdedel af vælgerkorpset. Hvordan kan man stemme på et parti, som den ene dag sætter en ære i at gøre op med den miljøpolitik, som centrum-venstre stod for, før de blev sat fra bestillingen i 2001, og som den næste dag kaster grøn fremkaldervæske ud over alle sine politiske taler. Hvem husker ikke den foragt, hvormed Fogh gjorde op med venstrefløjens og Aukens miljøpolitik. Der blev foretaget intet mindre end en massakre på de landvindinger, der var blevet præsteret i 90’erne. Fogh gjorde en dyd ud af at bagatellisere miljøfolkets advarsler mod luftforureningen og klimaændringerne, og han satte trumf på ved at oprette et særligt anti-Kyoto drivhus til Lomborg. I dag er Lomborg tavs og borte, og statsministeren, der er ekspert i kovendinger og spin, fremtræder nu som en bekymret verdensborger, fordi han kan se naturkatastroferne og mærker vælgernes optagethed heraf. Hokuspokus: nu skal nedsmeltningen af Grønland vises frem for klodens beslutningstagere, og Danmark skal være vært – ikke for et nyt Copenhagen Consensus – men for et miljøbekymringstopmøde a la Kyoto. Hvordan kan en statsminister, som har taget så grueligt fejl i sin bedømmelse, og som åbenlyst for alle skifter farve som en kamæleon, få godt 20 pct. af vælgerkorpset til at støtte sig? Lige som statsministeren nu har slået hånden af Lomborg i et højere formåls tjeneste – nemlig at tækkes vælgerne – har han også svigtet sin gamle partifælle Brixtofte, hvis kommune blev benyttet som modelkommune for Venstre i 90’ erne – indtil det viste sig, at den byggede på kviksand, og korthuset ramlede sammen. Brixtofte må nu stå til regnskab for sine handlinger – men det undrer mig, at Fogh undslipper det politiske ansvar for at have gjort Brixtofte til sin protegé. Den samme statsminister skrev i en alder af godt 40 år – på et tidspunkt i sit liv, hvor man må formode, han var mentalt og intellektuelt fuldt udviklet – en bog om minimalstaten, hvori han gjorde op med den velfærdsstat, som centrum-venstre efter en lang politisk kamp havde fået etableret. Han talte om, at velfærdsstaten skabte afhængighed og slaveri, og den kunne ikke hurtigt nok neddrosles til en natvægterstat, som ville frigøre borgerne fra de lænker, velfærdsstaten havde forsynet deres liv med. Efter at have mærket hvilken vej vinden blæser, er han nu vendt på en tallerken og er i retorikken så socialdemokratisk, at det må skurre i gæve venstrefolks ører. Jeg skulle mene, at Hjort Frederiksens og Foghs nuværende tale om den offentlige sektor og velfærdsstaten må skabe adskillige identitetskriser i såvel unge som ældre venstresind. Irakkrigen er det mest iøjnefaldende eksempel på Venstres slingrekurs. Den ene dag fornægter partiet folkeretten samt FN’s forbud mod at føre angrebskrig, med mindre man selv bliver angrebet, og indgår et lidet respektindgydende kompagniskab med Dick Cheney, Rumsfeld og Bush. Den næste dag finder man ud af, at man ikke kan vinde valget, så længe danske soldater endnu befinder sig i Irak – og man trækker tropperne hjem. Større opportunisme kan man vel ikke finde i dansk politik. Og hvad værre er: den har sat unge danske soldaters liv på spil. Jeg kender lokale venstrefolk, som man ved, hvor man har. Hvor må det være svært for dem at skulle forsvare en politik, som er så principløs. [ Paul Rode Andersen, Hans Egedes Vej 33, Frederikshavn, er byrådsmedlem (SF).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...