Hvor er selvkritik?

Connie Hedegaard har netop været til høring her i EU-parlamentet.

Hun bestod klart opgaven med sin viden og gode performance. En ting skuffede dog. Hun var slet ikke i stand til at påpege svagheder ved Danmarks indsats som formand for COP15. Hvordan skal vi komme videre, hvis ikke vi kan lære af vores fejl? Det spørgsmål stillede jeg og mange af mine kollegaer i EU-parlamentets miljøudvalg Connie Hedegaard, men det spørgsmål gled hun behændigt af på uden at svare. Jeg forstår godt, at Hedegaard ikke kan levere en bredside mod den danske statsminister. Men helt at undlade at kommentere, at strategien om at negligere udviklingslandenes ønsker var næppe klogt. Ligeledes er det også lidt underligt, at hun ikke ville beklage den sjuskede og forvirrede mødeledelse, som prægede COP15 i de sidste dage. En ting er, at Danmark fjumrede rundt. Noget andet er at lade som ingenting bagefter. Det bliver betragtet som arrogant. Mine kollegaer her i EU-parlamentet har ikke glemt Lars Løkkes amatørisme. Manden kunne ikke huske navnene på nogle af verdens vigtigste statsledere, når de skulle have ordet. Han behandlede selv den måske mest vigtige aktør af dem alle, Kina, med arrogance og rodede rundt i forkortelser og møderegler. Som en af mine tyske kollegaer sagde til mig om Løkkes indsats; "Hvis han havde ledet et møde i min lokale partiforening hjemme i landsbyen, hvor jeg kommer fra, havde vi sat ham af posten". Der er næppe tvivl om, at Danmarks rolle på den globale scene i forhold til klimapolitik er udspillet. USA betragter os som uprofessionelle, og Kina stoler ikke på os. Det ændrer sig næppe, før vi får en ny regering. Men EU har stadig meget at skulle have sagt. Det kræver imidlertid, at specielt den nye klimakommissær Connie Hedegaard træder i karakter. Det har hun allerede gjort, når det handler om viden og indsigt, men i forhold til det politiske spil er det uklogt ikke at lære af fortidens fejl.

Forsiden