Hvor er velfærd?

Endnu engang kunne vi opleve Karen Jespersen tone frem på skærmen med endnu et vanvittigt forslag - nu med et forslag om, at kommunerne skal pålægges at anmode ældres pårørende om at hjælpe til i forhold til de ældres behov for støtte.

Hvor blev velfærden lige af, fru velfærdsminister? For mig at se handler dette forslag udelukkende om at se en mulighed for at få endnu en anledning til at kunne straffe kommunerne på bloktilskuddet såfremt de ikke lever op til lovens krav. I næste sekund i indslaget i TV 2 Nyhederne kunne vi så høre K.J. sige, at det naturligvis skal være frivilligt, om man som pårørende har lyst/mulighed for at hjælpe evt. sine forældre, men hov, havde K.J. ikke lige talt om at stille krav til kommunerne og om at indføre kravet i serviceloven, så er det vist tvivlsomt med frivilligheden. Pårørende vil da have svært ved at sige nej til at yde hjælp, hvis kommunen ligefrem skal anmode dem om hjælpen, med loven i hånden. Det er da et pres, der er til at få øje på. Samtidig stiller jeg stort spørgsmålstegn ved K.J.'s menneskesyn. Hvordan vil det være for de ældre at skulle bede deres familie om hjælp? Mange pårørende hjælper og støtter allerede det, de kan, og heldigvis er det da på frivillig basis. Jeg tror, at mange ældre gerne vil bevare den værdighed, der trods alt ligger i, at de i en vis grad stadig er selvstændige og i stand til at tage vare på sig selv på trods af den større eller mindre støtte, de har behov for fra det offentlige system. Fra det system, som du selv, K.J., benytter enhver lejlighed til at kalde velfærdssystem (selv om vi er nogle, der har mere og mere svært ved at få øje på velfærden). Ved at skulle anmode sine pårørende om hjælp, mener jeg helt bestemt, at vi tager værdigheden fra de ældre. Det vil også blive et problem at fastsætte behovet for hjælp. Forestiller K.J. sig, at de pårørende og den ældre skal lave et skema over, hvornår der skal gøres rent og købes ind m.m.? De ældre vil uden tvivl føle sig nedværdiget og afhængig i forhold til sine pårørende, hvilket jeg helt og aldeles tager afstand fra. Vi skal tværtimod bidrage til at vores ældre borgere bevarer selvstændigheden og værdigheden hele livet igennem og det gør vi ikke ved at gøre dem afhængig af, hvad familien kan afse tid og ressourcer til. De ældre skal ikke få følelsen af, at de er hæmskoen for de pårørendes liv. Vores ældre skal have anerkendelse for, at de har medvirket til at opbygge et samfund, hvor velfærd for alle og ikke kun for de få er mulig, hvis ellers bl.a. K.J. vil det.