Hvor er vi heldige

Enhver dansker ved, at H.C. Andersen er noget særligt. Vi ved, at han er den mest berømte dansker til alle tider, han er "Danmarks Shakespeare". Vi kender alle sammen hans eventyr og fortællinger, vi kender hans liv og skæbne.

Mange har dertil læst hans romaner og erindringer, og hans digte indgår i den danske sangskat. Vi ved også, at vi er så heldige, at vi kan læse H.C.Andersen på originalsproget. Og hvilket sprog! En kunstnerisk nerve, der fastholder læseren, er noget af det uforlignelige ved H.C. Andersen. For sproget er hans instrument, selvom den kunstneriske genialitet ligger i kombinationen af form og indhold. Langt de fleste danskere har været med på at fejre hans digterværk i anledning af 200-året for hans fødsel. Der er nogle, der synes at vi er ved at nå kvalmegrænsen, men som HCA-Fondens direktør Lars Seeberg sagde, da Nordjyllands Kunstmuseum åbnede udstillingen "H.C. Andersen på kinesisk": "Vi er kun lige begyndt"! Hvor heldige vi er og hvor stor en betydning H.C. Andersen faktisk har, gik først op for mig et par dage efter åbningen af udstillingen med kinesisk kunst. Vi havde den kinesiske kurator Chaos Chen på besøg, og hun introducerede udstillingen for alle interesserede på formfuldendt engelsk. Det er en udstilling med 27 kinesiske kunstnere, der viser knap 100 værker. Der er veletablerede, "berømte" kinesiske kunstnere blandet med helt unge, mere ukendte navne, og de har alle udlånt eller fremstillet værker, der relaterer sig til H.C. Andersens liv og eventyr. Jeg havde troet, at denne udstilling, der er sammensat af et bredt panel af indsigtsfulde mennesker i magtfulde positioner, var forholdsvis let at sammensætte og eksportere. Jeg fik en anelse om, at det måske ikke var helt så let, da jeg læste en stor artikel om kinesisk samtidskunst i et af de internationale kunstmagasiner. Af artiklen fremgik det, at kinesisk kunst er noget af det hotteste på den internationale kunstscene (ja, det vidste vi nu godt), men også at den bliver handlet for meget høje summer. Ikke mindst de mange (nye) millionærer i Kina er ivrige kunstsamlere, og det blev i artiklen mere end antydet at såvel det europæiske som det amerikanske kunstmarked i løbet af få år sandsynligvis vil blive overhalet af Asien. Den tid er definitivt forbi, hvor europæiske museer kan komme til Kina og få, hvad de peger på. De verdenskendte kinesiske kunstnere er så ombejlede, at de må sige nej til masser af tilbud om køb og udstillinger. Og det er vel at mærke ikke dem selv, der skal stå og vægre for sig - det er deres gallerier, som nok ved, hvor prestige og penge befinder sig. Jamen, hvordan kunne det så lade sig gøre? vil man nu spørge. Hvordan kunne Nordjyllands Kunstmuseum, HCA-Fonden og alle de agtværdige kuratorer i Kina få denne udstilling til at blive til noget? Ja, se, det fortalte Chaos Chen over en hyggelig middag på en kro i det smukke Vendsyssel, efter at hun både havde set Vesterhavet, de få forblæste turister og den skønne Vildmose. Svaret er - selvfølgelig - H.C. Andersen! Da de kinesiske kunstnere forstod, at denne udstilling var tænkt som en hyldest til H.C. Andersen, til ære for hans forfatterskab og de værdier, dette forfatterskab udtrykker, så ville kunstnerne selv være med. Nogle satte foden i gulvet og overvandt deres galleristers modstand, og alle tænkte de deres værker ind i H.C. Andersens univers. For det univers kender de efter sigende bedre end danskerne; de har obligatorisk læsning af hans eventyr i både folkeskolen og gymnasiet; de elsker hans eventyr og fortællinger, for her finder kineserne indignation over social ulighed, forsvar for individuel frihed og tro på godheden i verden. De kinesiske kunstnere, som er med i denne pragtfulde udstilling, er med, fordi de selv ville være med. Fordi H.C. Andersen betyder noget for dem personligt. De skar igennem al kommerciel og nyttetænkende modstand; som kunstnere handlede de menneskeligt og med hjertet. Som barn legede H.C. Andersen med tanken om at suse igennem jordkloden og bo "hos Prinsen af Kina". Nok rejste han langt som voksen, men til Kina kom han aldrig. Det gjorde til gengæld hans kunst, hans eventyr. Som kunstværker har hans eventyr en sådan betydning i Kina, at vi i det kolde Nord får svar tilbage, her 200 år efter kunstnerens fødsel. Er det ikke fantastisk? Nina Hobolth er uddannet mag. art. i kunsthistorie og har siden 1989 været museumsdirektør på Nordjyllands Kunstmuseum. Ser museerne som ikke-kommercielle oaser for oplevelse af kunst og kultur.