Lokalpolitik

Hvor er visioner?

SYGEHUSVÆSEN:Loyale socialdemokratiske partisoldater kommer nu Orla Hav til undsætning i valgkampen. I en række læserbreve skamroser de Orla Hav uden at komme ind på, hvad han står for politisk. Således skriver Bent Sørensen 18.10., at Hav er seriøs og populær og ved sidste valg fik over 60.000 personlige stemmer. Jamen, sådan en mand har vi da lov til at have forventninger til. Orla Hav burde arbejde for hele Nordjylland og for alle nordjyder uanset partifarve. Men Orla Hav har været en skuffelse i denne periode. Først og fremmest er det usagligt og småligt, at han har kæmpet imod kommunalreformen som en protest mod VK-regeringen. Det er i orden at argumentere politisk. Men kommunalreformen er en realitet og har været det længe. Det må amtsborgmesteren tage til efterretning og derefter loyalt arbejde for at føre reformen ud i livet til gavn for borgerne. Specielt er det kritisabelt, at Hav har modarbejdet sommerhusvisionen og udviklingen af turisme som hovederhverv i Nordjylland. Hvor er Orla Havs vision for Nordjylland og for sygehusvæsenet i Nordjylland?