EMNER

- Hvor får man hjælp til 20-årig?

Lone Holms søn løslades efter en narkodom til maj. - Hvor kan jeg gå hen for at hindre, at han ender i misbrugsmiljøet i Brovst igen, spørger hun.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Jeg frygter hvad der sker, når min søn står på gaden 10. maj, og fængslets porte er smækket i bag ham. Foto: Grete Dahl

Da Lone Holm i Brovst forleden i Nordjyske læste om problemet med manglende støtte til unge mellem 18 og 25 år, som er landet i en social klemme, ramte beskrivelsen præcist den situation som hendes voksne søn på 20 år er i. - Det er rigtig godt, at der er nogen der tager fat på det, for det er et stort problem, siger hun. Så stort, at hun har valgt at stå frem, fordi hun desperat søger hjælp til sin søn, så han kan komme godt i gang med et nyt liv, når han til maj kommer ud af fængslet efter at have afsonet en dom på et år for narkobesiddelse. - Jeg ved lige præcis hvad der sker, når han bliver løsladt. Han falder i igen i misbrugsmiljøet, hvis ikke der er nogen til at støtte ham i at komme videre. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gå hen for at få hjælp. Lone Holm forklarer, at han selvfølgelig kan bo hos hende en kort periode, hvor han kan sove på en sofa. Han har nemlig ikke nogen lejlighed at vende tilbage til, og alle hans ting er opmagasineret, mens han sidder i fængsel. Hendes søn ryger hash, men tager ikke noget stærkere end det, efter hvad hun ved, og hun oplyser at han fik den ret hårde dom, fordi han opbevarede store mængder amfetamin for en bekendt. - Hans lejlighed blev et tilholdssted for misbrugsmiljøet, fordi han var den eneste af de unge, der havde egen lejlighed fra han var 18 år, forklarer hun. - Det fik han, fordi han og jeg ikke kunne enes herhjemme. Det kan vi så godt nu, tilføjer hun. - Men jeg kan kun have ham boende i en tid, fordi jeg også har to andre børn på 11 og 17 år, som jeg er alene med. Dem skal der først og fremmest være plads til. - Men det dur ikke, at han igen får en lille lejlighed i Brovst med hjælp fra kommunen. Så er han tilbage i den samme situation igen, midt i misbrugsmiljøet. - Det jeg savner, er et udslusningsbosted, en overgang mellem fængslet og det liv, han skal videre med, forklarer hun. - Jeg mener der findes den slags bosteder i alle andre regioner i landet, men ikke i Nordjylland. Det kunne hjælpe min søn videre, er jeg sikker på. Lone Holms søn, som hun efter aftale med ham ikke nævner navnet på, var i gang med at tage 9. klasse på VUC, da han blev anholdt og varetægtsfængslet i maj i fjor, og med den rigtige støtte kunne han måske komme videre, så han også kunne få en uddannelse, mener hun. Han har tidligere haft en kommunal støtte-kontakt person, som han var glad for, men det ebbede ud. - Det kan sagtens være min søn, der har sagt at han ikke havde brug for ham mere, siger Lone Holm. Sønnen er ved at få klarlagt, om han har ADHD, og det kan forklare nogle ting, hvis det er tilfældet, mener hans mor. - Han bliver let stresset, og det hjælper hashen imod, siger han. Lone Holm forklarer, at hun godt ved at sønnen er voksen og myndig, men at det jo ikke er nogen garanti for at han selv henvender sig for at få hjælp til sit nye liv. - Det er jo ikke en gang sikkert, han selv mener der er et problem. Det er mig, der frygter, hvad der sker 10. maj, når han pludselig står på gaden, efter at porten er smækket i. Hvad kan jeg gøre? Hvem skal jeg gå til?