Hvor fedt er det at være fed?]

NORDJYLLAND:Vil vi acceptere amerikanske tilstande, hvor flere og flere bliver tykkere og tykkere? Hvor fedt er det egentligt at være fed? Kan vi gøre noget ved det? Hvad kan vi gøre ved det? Vil vi gøre noget ved det? Alle ved, at det er et problem, at vi bliver tungere og tungere. Nogle gør selv noget ved det, men det hindrer ikke, at den gennemsnitlige vægt stiger og stiger. Vores madportioner er over årene blevet større og større. Børnestørrelserne vokser hele tiden. Tidligere var en sodavand en kvart liter. Nu er den en halv. Og når vi taler om slik og andre søde sager, er Danmark det land i Europa, som ligger i top, når det statistisk regnes ud, hvor meget slik den enkelte årligt spiser. Vil vi bare efterabe amerikanerne og dermed komme til at fylde mere og mere i landskabet. Eller vil vi aktivt prøve at gøre noget for at bringe den samlede nordjyske vægt ned. I forlængelse af den foregående uges kampagne, som Sundhedsstyrelsen har stået for om vægt og overvægt, sætter NORDJYSKE Stiftstidende i samarbejde med Nordjyllands Radio og Nordjyllands Amt yderligere spotlight på danskernes vægt under titlen ”fedt nok”. I en serie artikler her i avisen i den kommende uge samt med daglige programmer i Nordjyllands Radio beskæftiger de to medier sig med emnet overvægt. Vi vil samle politikere, læger og diætister, læsere og lyttere til i fællesskab at drøfte, hvad der kan gøres ved overvægt. Vi tror og håber, at vi som medier i den rolle kan være med til at sikre en dialog mellem borgere, politikere og fagfolk. En dialog, der kan give gode, brugbare og varige løsninger. Med dette initiativ prøver vi også en relativt ny journalistisk arbejdsform af. For avisens og radioens indsats denne gang begrænser sig ikke blot til at sætte fokus på et i dette tilfælde vægtigt samfundsproblem og beskrive det. Vi sætter i lige så høj grad fokus på det for at skabe dialog og mulighed for en aktiv indsats blandt borgerne, mellem borgerne og politikerne. Vi træder ind som formidlere mellem de forskellige grupper i samfundet i bestræbelserne på at få sat nye løsninger eller nye aktiviteter på dagsordenen. Den nye journalistiske tilgang kommer i sin oprindelse fra USA, men har også med held været praktiseret enkelte steder herhjemme. Eksempelvis i København, hvor Politiken og Københavns Radio i en periode satte fokus på trafik. Vi tager Public Journalism, som denne journalistiske form kaldes, i brug på et andet vægtigt område. Og indbyder læsere og lyttere til at være med i en proces, der - hvis alt lykkes - over tid gerne skulle give et lettere Nordjylland. Du ønskes en rigtig slank søndag.]