- Hvor finder jeg Kenneth?

NORDJYLLAND: Vi gør det helst ikke. Men denne gang kommer vi desværre til at skuffe en af vore læsere. Hun ringede i går formiddags. Anledningen var murerlærlingen "Kenneth", der i fredagsavisen fortalte om sit travle fritidsliv, hvor han murer og sætter fliser op helt uden regning. Kenneth ligner dermed mange andre nordjyske unge, der ifølge NORDJYSKE's analyse ingen skrupler har over sort arbejde. - Han lyder som en rigtig guttermand, ham Kenneth. Hvordan kommer jeg i kontakt med ham? spurgte kvinden, nybagt ejer af en ældre ejendom i en mindre nordjysk by med "117 ting, der skal laves". At hun selv mener, at sort arbejde holder Danmark i gang, lagde hun ikke skjul på: - De penge, folk tjener, bruger de på en kasse ekstra øl eller en ekstra tur i byen. Derved kommer der penge i skattefars kasse, som ellers ikke vil havne der, fastslog vor læser, der, når hun har fri fra sit officielle job, giver zoneterapi. Og oftest uden medfølgende kvittering ... Selv om Kenneth altså ville blive modtaget med åbne arme, må vi afstå fra at gå Arbejdsformidlingen i bedene: "Kenneths" betingelse for at medvirke i artiklen er, at journalisten ikke røber hans identitet. Det løfte bryder vi ikke. Til gengæld kan vor læser regne med, at vores mund også er lukket med syv segl, hvis skattevæsenet skulle prøve at liste hendes navn ud af os.