Hvor går jeres etiske grænse?

Jeg kunne mærke smerten lige med det samme, da jeg hørte Radioavisen omtale endnu en af Mariagerfjord Kommunes besparelser på handicapområdet.

Handicappede 4. november 2011 05:00

Jeg fik kvalmende billeder på nethinden fra de hengemte institutioner i det tidligere øst, som dengang blev vist på tv til vores store forargelse. I Danmark havde vi fået bygget et godt socialt system, med anstændig professionel omsorg og pleje af allersvageste medborgere. Min storebror blev hjerneskadet og fik andre skader ved fødslen i 1959, og da mine forældre begge havde handicap, måtte de erkende, at en døgninstitution bedre kunne støtte min brors udfordringer, da han blev syv år. Det var en stor smerte for hele familien at sende ham af sted, idet mine forældre selv havde været anbragte. Derfor var det vigtigt, at min bror kom hjem i weekender og ferier. På Vangede, hvor min bror kom til at bo, kom en del børn aldrig hjem. Min bror og "Isak" var gode venner, og havde en indbyrdes fælles humor og var gode til at hygge sig i hinandens selskab. På et tidspunkt fik vi "Isak" med hjem i nogle weekender og ferier. "Isak" var født i en særlig privilegeret familie, hvor far var advokat, da "Isak" som 12-årig kom ud for en ulykke, som gav ham en hjerneskade. Men "Isaks" forældre valgte det, som jeg tror må være det allersværeste for en forælder; at give afkald, at "glemme" deres søn ved aldrig mere kontakte ham efter at have afleveret ham på døgninstitutionen. Jeg har altid vidst, at ansvaret for min bror på et tidspunkt ville blive mit alene. Da han døde som 20-årig, var det både et chok og stor sorg. Nu, hvor der er gået mere end 30 år siden, sidder følelsen af ansvaret for, at éns nærmeste har det godt så dybt, at jeg som sagt kunne mærke smerten i maven og tyngden på skuldrene som dengang, jeg var barn. Smerten over, at mennesker, som er dybt afhængig af andres hjælp og omsorg, kan risikere at få ringere livsvilkår, end mennesker, som er i stand til at sige til eller fra. Den grimme mistanke om, at der måles efter såkaldt nytteværdi, lurer. Det gør ondt, at mennesker (politikere eller embedsmænd) kan vurdere, at medborgere kan undvære helt basal hjælp, som vi andre kan sætte os ind i, ville være en hjælp eller tryghed. Men allermest gør det mig ondt at tænke på, om vi kommer til at se flere "Isak'er" rundt omkring på institutionerne, hvor pårørende siger fra og simpelthen holder op med at have kontakt for at beskytte sig selv? Disse forældre, søskende og børn er de sidste jeg vil fordømme. Jeg tillader mig i stedet at stille spørgsmål til politikere fra både folketing og kommune: Hvor er jeres etiske grænse? Hvor er grænsen hos dig, som læser dette? Jeg håber endvidere nu, hvor fælleskassen er blevet tømt, at det nu endelig er fortid at acceptere sort arbejde, pengespekulation eller fidusmageri for at slippe for at betale mest mulig Skat, som vi i fælleskab ellers har besluttet er retfærdig og rimelig. Det er simpelthen for klamt at acceptere ringere vilkår for vores allersvageste medborgere, som ingen vel ønsker at bytte med.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...