Hvor glad er det glade Aalborg

Gæt årstal og vind grafisk tryk af Esben Hanefelt Kristensen

Aalborg 1. oktober 2002 08:00

AALBORG: Der er en hel del markedsføring og turisme i sloganet, "Det glade Aalborg", tillige en god del bypatriotisme. En hilsen til de skidtvigtige og meget større på den dernede i Århus med deres "Smilets by". Virkeligheden er, at slagordet fik vinger i tæt sammenhæng med den økonomiske fremgang i efterkrigsårene og det hermed kraftigt stigende forbrug og en voldsom opblomstring i restaurationslivet. Aalborgenserne har altid været et glad og lystigt folkefærd, men det er ganske pudsigt, at det alle dage med kun få undtagelser har været udlændinge eller udenbys folk, der satte lystigheden i scene. De gav bolden op, hvorefter de lokale fik fart i spillet. Vi er tilbage i middelalderen. Guds Legems Lav eller Papegøjegildet blev stiftet omkring 1425, utvivlsomt længe før, og ophavsmændene var de nordtyske købmænd, der i stort tal handlede i Aalborg. Gildeloven påbød, at den ene af de to økonomisk ansvarlige skaffere skulle være tysker. Papegøjegildet var et købmandsgilde, ophavet til vore dages Aalborg Handelsstandsforening, og årets begivenhed var at skyde til fuglen i Papegøjehaven, som så smukt og underholdende har bevaret navnet i en tilbygning til Aalborg Kongres & Kultur Center. Rigeligt forbrug Det kan ikke bortforklares, at et tilpas under tiden rigeligt forbrug af spirituøse drikke altid hører med, når vi taler om det glade Aalborg. Til pinse, Guds Legems Dag, var der rigeligt med øl på bordet efter gudstjenesten ved lavets alter i Budolfi, hvor man søgte aflad for, hvad der muligt kunne hænde senere på dagen. Det var til pinse, man skød efter fuglen. Reformationen vendte op og ned på meget, men festlighederne i Papegøjegildet fortsatte. Fastelavnssøndag 1585 blev to lavadelige, velbyrdige høvedsmænd optaget som gildebrødre. "Ud af deres adelige Fromhed skænkede og gav hver af dem en halv Læst tysk Øl menige Brødre til bedste, som de straks i samme Drøk uddrak. Gud bevare dem begge længe hos os leve." Citatet er fundet i gildebogens notater. På fugleskydningsdagen var ingen ædru, når sidste skud på papegøjen blev afgivet. Nu skyder Det broderlige Skydeselskab til papegøjen på Skovbakken, og det går jo anderledes pænt til, men vist morer de sig. Der kom en lang periode, da Aalborg ikke morede sig. Grev Rantzaus plyndring og massakre 1534 og ny udplyndring og fattigdom under og efter svenskekrigen samt tabet af Norge. Der kom fremgangsår oven på al ulykken. Vi har spor af solide og frodige udskænkningssteder op gennem årene og hermed udviklingen af de folkelige forlystelser. Vi finder en bekendtgørelse i Aalborg Stiftstidende den 14. januar 1842: "Offentlig Macarade. Mandagen den 17. Januar bliver efter kongelig allernaadigst meddelt Bevilling afholdt Maskebal i Theatergaarden på Algaden (Dramatikken kaldet) som begynder om Aftenen kl. 7 og vedvarer uden forpligtigende Demaskering til næste Dags Morgen. Billetter a 4 Mark pro persona erholdes i Klubvært Christensens Bopæl i Theatergaarden i tvende forenede Dage om Eftermiddagen fra Kl. 1 til 7. Det bemærkes, at tvende Borgere her i Byen have paataget sig at have Indseende med, at kun passende Personer faar Adgang og at alt forløber vel." Man har sin stille tvivl om, hvorvidt de tvende borgers indseende har dæmpet særligt på mascaradelystigheden, men dæmpet blev den i hvert fald, da Indre Mission købte Dramatikken i 1917 og gjorde den til missionshuset Bethesda. Skovkroen Det virkeligt festlige og glade får vi paradoksalt nok i forbindelse med den koleraepidemi, der i 1853 ramte 10 procent af byens borgere og lagde halvdelen af de smittede i graven. Længe forinden havde borgerskabet søgt til den helbredende helligkilde, vi kom til at kende som Blegkilde. Under og efter epidemien blev tilstrømningen større. Hvor der kommer mange folk for at søge helse i det grønne, kommer der også udskænkning. Traktørstedet blev efterhånden til den legendariske Skovkroen, hvor Aalborg grundlagde en munter og bramfri revytradition. Aalborg fik sit første vandværk ved Blegkilde, og det lille anlæg forsvandt så sent som 1960. Skovkroen blev stående til 1968, men da var revyerne sygnet hen. I begyndelsen af 1900- og så småt i slutningen af 1800-årene udvikledes spiren til det forlystelsesliv, der blev til "Det glade Aalborg", som nævnt søsat i opgangsårene efter Anden Verdenskrig. Klubben Enigheden på Hobrovej, der blev til Mentons Palmehave, Varieteen på Frederikstorv, revy og musik på Beiers Hotel, Bispensgade, nu Paladspassagen. I en periode spillede et 12 mandsorkester under ledelse af sydtyskeren Max Vinterfelt, der senere udviklede sig til at blive en verdensberømte operettekomponist under sit nye navn, Jean Gilbert. Kilden Aalborgs nok mest navnkundige forlystelsessted, Kildepavillonen på Hobrovej, blev bygget 1913. Kildefar, Aksel W. Petersen, regerede med megen opfindsomhed og god musik. Hans Kildepavillon nedbrændte i 1931, og syv måneder senere stod hans nye og fantastisk flotte Restaurant Kilden klar. I historien om Aalborgs forlystelsesliv er der ikke meget, der overgår de berømte orkestre under Teddy Pedersen, Kaj Julian og senest Winstrup Olesen. Det er Kaj Julian, det gamle Aalborg husker og med dem det ganske land. Middagskoncerterne fra Aalborg lød via Statsradiofonien i hvert et hjem. Og hele Nordjylland strømmede til Kaj Julians liegstouw-aftener med muntre benspjæt og avet om. Skal vi ellers spørge, hvad der huskes, er svaret oplagt: Ambassadeur på Vesterbro, der udviklede sig til Nordens største forlystelsesetablissement af sin art, nu forvandlet til et stort Fitness-Center. Kan vi nogensinde glemme Ambassadeurs Algierbar med Dueholm, danmarksmesteren i cocktailrystning. Det er uoverkommeligt at nævne det hele, men vi har en anden virksomhed, der står mejslet stærkt i erindringen: Ritz Safari i Bispensgade. Det var hotel- og restaurantmanden Peter Mouritzen, der satte alt på ét bræt, da han åbnede storrestauranten Ritz med Ritz-Bar. Hvornår var det? Gæt årstallet. Der var musik og dans, og der var især solister. Den unge Børge Rosenbaum gjorde lykke med sin fonetiske tegnsætning, senere et nummer på verdensplan, da Børge Rosenbaum blev til Victor Borge. Peter Mouritzen hentede flere: Osvald Helmuth, Lulu Ziegler, Helge Kjærulff-Schmidt - og så var der Børge. Ingen kaldte ham andet. Han var hyggepianist i den senere Safari-Bar, der i de sene timer blev det muntre Aalborgs mødested – og det var det pæne Aalborg. Børge hyggede og improviserede, gerne lidt vovet og med stille sarkasme. Alle morede sig, og omsætningen blev der efter. Thorkild Mouritzen efterfulgte sin far, og Thorkilds søn, Peter Mouritzen, følger den talentfulde familietradition som forpagter af Restaurant Papegøjehaven med navn og adresse fælles med det papegøjegilde, der i senmiddelalder lagde ud med al lystigheden. Tingene går så sært i ring. Aalborg har i de seneste år udviklet en forlystelseskultur, der er så vidt forskellig fra den, vi kan prøve at ridsede op historisk. Der er markante holdepunkter rundt i byen, men centreret er byens landskendte beværtningsstrøg, Jomfru Ane Gade. Det er en anden slags massekultur, meget festlig og under tiden alt andet end festlig. Hvor glad er det glade Aalborg egentlig blevet? Sådan spørger de, der husker det gamle, der pr. definition altid var bedre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...