Frederikshavn

Hvor hæderlige mænd mødes

Serapions-ordenens loge i Frederikshavn kan i september fejre 40 års jubilæum

Der er stil over det når medlemmerne af Portus mødes. Billede fra åbningslogen 31. august 2015. Foto: Henning Petersen

Der er stil over det når medlemmerne af Portus mødes. Billede fra åbningslogen 31. august 2015. Foto: Henning Petersen

FREDERIKSHAVN:Det er et ganske almindeligt firkantet rum. Der er fire vægge, som man i følge konventionerne vil påberåbe sig som værende vigtige, for at kunne fastslå, at det netop er et rum.

Og dog er der noget, der stikker ud. Noget, der kraftfuldt påberåber sig en ret til at være anderledes, andægtigt og højtideligt. Her, bag to tunge døre i det inderste af bygningen på Toftegårdsvej forsvinder hverdagen.

Her er ingen vinduer. Det naturlige lys strømmer kun ind gennem to trekantede loftsvinduer over podiet, hvor logens ledelse har deres pladser under møderne. Fra stolerækkerne er det ikke muligt at se, hvor lyset kommer fra og tilhørerne kan derfor kun forholde sig til, om det er nat eller dag.

På langbordet, der adskiller ledelse og logebrødre, står to store lysestager med ordenens symbol - passeren og gradbuen.

Væggene er enkle men dog med elegante renlinjede udskæringer og så den bagerste væg. Tre buer af gyldne kæder. Herover ordene Broderløfte, Brodersind, Broderpligt.

Lige nu fylder Mozarts klarinetkoncert rummet. Tilhørerne er stille. De sidder på stolerækkerne og ser ud i luften. De har prøvet det før. Roen og musikken understreger, i samklang rummets intethed, at du her, for en kort tid, kunne være i et rum et hvilket som helst sted. Eller lige netop et ikke-sted.

- Vi er en samling af gode hæderlige mænd, der samles fra 1. september til 1. maj. Vi mødes til aftener med eftertanke hvor al stress og jag forsvinder, fortæller den mangeårige logebror i Serapions-ordenen i Frederikshavn, Knud Erik Andersen,

Det her er, hvad der kunne finde sted en helt almindelig loge-aften.

- Vi skiftes til at holde et oplæg og/eller en tale over et etisk emne for de andre. Det kan være omkring forskellige emner af oplysende og lærerig art. Derefter sætter vedkommende et valgfrit stykke musik på af cirka tre til fem minutters varighed. Et logemøde varer cirka en time. Derefter er der fællesspisning af et let måltid mad afsluttende med en aftensang.

Etisk, humanistisk, kristent

Serapions-ordenen blev stiftet i København i 1888. Logen i Frederikshavn så dagens lys lørdag 27. september 1975. Logen, der i dag tæller 40 brødre, fik navnet Portus, der betyder ”Port” eller ”Havn” og hentyder dels til byen Frederikshavn, som med sin beliggenhed er både det ene og det andet ud mod den store verden, dels det fromme ønske, at logen Portus gerne skulle være en sikker og tryg havn for brødrene.

En tryg havn er det givetvis. For er man først kommet ind så bliver man. Blandt andet er der tre logebrødre, der kan fejre 40 års jubilæum med Portus.

Serapion-ordenen beskriver sig selv som et fællesskab, der bygger på et etisk, humanistisk og, er medlemmerne ikke blege for at indrømme, et kristent grundlag.

- Hvis andre bare kunne efterleve den tænkemåde så ville mange konflikter blive undgået, mener logemester, Mogens Vesterskov Sørensen.

Hvad indad vindes

Der er en dobbelttydighed i et loge-fællesskab.

På den ene side lukkes hverdagens verden ude. Symbolerne, rummets indretning, logeaftenernes velkoreograferede forløb med talen, musikken og middagen.

- Det er den røde tråd, fortæller Mogens Vesterskov Sørensen

- Traditionerne og de mange små elementer her, gør fællesskabet resistent over for tiden, og på mange måder siger det jo noget til os.

- Når man holder oplæg i rammer, der er faste og som man kan finde ro i, jamen så får man en selvsikkerhed og høster nogle erfaringer, der gør, at man har det mere at give af udadtil, fortæller Knud Erik Andersen.

For på mange måder åbner Serapion sig mod omverdenen. Gennem fordybelsen og indsigten og de mange virksomhedsbesøg. Men ikke mindst det humanitære arbejde og det velgørende element i logens virke er centralt omdrejningspunkt.

Pengene kommer fra kontingentet fra medlemmerne. Derudover donerer medlemmerne i en form for kollekt til logeaftenerne.

- Midlerne går eksempelvis til organisationer men også til enkeltpersoner, der på den ene eller anden måde, har det svært, fortæller formand for humanitærudvalget, Rasmus Andersen

- Men det er vigtigt for os, at pengene går til lokale formål. Og vi bruger meget tid på at finde modtagerne, da vi tilstræber at hjælpe de steder, der, på den ene eller anden måde, ryger under radaren.

Logen har gennem tiden ydet økonomisk støtte til Støtteforeningen for Hospice Vendsyssel og TUBA, der tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge fra hjem med alkoholmisbrug. I 2013 uddelte Serapions-Ordenens medlemmer omkring 620.000 kroner på landsplan

Her er alle lige

Mændene i logen er ikke meget anderledes end andre mænd, men der er til logeaftenerne en vis stil over dem. Til møderne kommer man i jakke, skjorte og slips. Til de mere officielle arrangementer er det kjole og hvidt, der bæres.

- Vi har en jo en politik på det område, men det er absolut ikke fordi vi er for de højtlønnede og vi er ikke elitære, fortæller logesekretær, Svend Fredborg.

- Her er folk fra alle samfundslag. Der er ingen forskelsbehandling i, hvem der bliver optaget i logen. Derfor har vi en dresscode, der gør, at der ikke er nogen som skiller sig ud, når vi mødes.’

I 2014 uddelte Portus ikke donationer. De har derimod sparet op til at give lidt mere i anledning af jubilæet her i 2015.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst