Hvor kommer pengene fra?

Vi kan jo ikke komme uden om, at økonomien ligner laser og pjalter i øjeblikket, uanset om det gælder ude i verden, den overordnede økonomi styret af vore pengeinstitutter, eller det er den af regeringen afstukne økonomiske politik.

Niels Jørn Krog
Svalerodsvej 5, 9800 Hjørring
Niels Jørgen Krog
Lokalpolitik 7. oktober 2008 06:00

ØKONOMI: Vi kan jo ikke komme uden om, at økonomien ligner laser og pjalter i øjeblikket, uanset om det gælder ude i verden, den overordnede økonomi styret af vore pengeinstitutter, eller det er den af regeringen afstukne økonomiske politik. Hidtil har regeringen garanteret for indskydernes penge i pengeinstitutterne, hvilket for mig er helt afgørende. Aktiespekulanter, der er blevet snydt til at investere i deres lokale pengeinstitut, har jeg overhovedet ingen medlidenhed med. Det må de klare selv, men jeg synes helt afgjort, at højtlønnede direktører med gyldne håndtryk m.v. skal stilles til ansvar for handlinger, som de åbenbart har gjort mod bedre vidende for at gavne egne interesser. Så har der i den forløbne uge været endnu en kommune fremme med oplysning om, at man har afsat 600 millioner kroner til renovering af skoler m.v., nemlig landets mest folkerigeste kommune København, hvilket betyder, at de har pengene stående på en konto. For ganske få år siden var regeringen ude med en redningspakke til samme kommune, for at den ikke skulle gå konkurs. Hvor pokker kommer så lige pludselig så stort et beløb fra? Samme kommune har haft adskillige borgmestre med meldinger om, at regeringens rammer for kommunerne er for stramme, man har ikke penge nok – inklusive overborgmesteren. For kort tid siden meldte landets næststørste kommune om de samme problemer. Her havde man dog kun 200 millioner på en tilsvarende konto, og minsandten om ikke landets tredje største kommune melder om et lignende problem. Ja, i Aalborg er problemet minsandten det samme samtidig med, at borgmesteren ved en demonstration meget højlydt skylder skylden på regeringen, at man ikke har penge til ditten og datten. Mærkeligt nok er der i de fleste af kommunerne tale om socialdemokratiske borgmestre. Hvis jeg skulle drive en kommune med den slags problemer, kunne det ikke gå for hurtigt nok med at få disse penge kanaliseret over på kontoerne til børnepasning og ældrepasning, hvor de gerne må bruges, i stedet for at skære ned på disse områder. I min egen kommune Hjørring har vi ikke hørt om den slags problemer. Her har vi bare ikke forstand på penge eller regnskaber, så vi bruger mere, end vi får ind, og så giver vi jo bare regeringen skylden for underskuddet, fordi en minister havde en dårlig forberedt kommunalreform, en anden havde en lige så dårlig forberedt politireform, som skulle jappes igennem. Sandheden er nok snarere, at i hvert fald kommunalreformen kom meget belejligt, for ellers var både det gamle Hjørring og Hirtshals nok blevet sat under administration, hvilket i en almindelig virksomhed sidestilles med konkurs. Nåh ja, vi har jo også en socialdemokratisk borgmester! Jeg skal dog være ærlig og sige, at jeg ikke tror, at det havde været anderledes uanset, hvilken partifarve borgmesteren havde haft. Nogle er åbenbart for dygtige, når det gælder egen vinding, og andre er bare ikke dygtige nok, når de skal ordne tingene for medborgerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...