Hvor ryger de egentlig hen, Abdul?

Abdul Wahid Pedersen - og en række andre herboende imamer - har på det seneste stået i kø ved håndvasken for at forklare, at selvmordsterroristerne absolut ikke handler islamisk; ja, at de faktisk handler imod Allah og profetens vilje - at de handler imod islam.

Se det er jo intereressant nyt for en lægmand. Og, Abdul Wahid Pedersen, jeg brænder efter så at få oplyst: Hvor ryger de så egentlig hen, disse selvmordsterrorister, når bomberne går af - ryger de til himmels eller ryger de i helvede? Selvmordsterroristerne har jo af deres islamiske hjernevaskere fået at vide, at de, såfremt de tog en masse vantro med i døden, skulle være helt sikre på at komme i himlen, hvor 72 villige jomfruer utålmodigt ventede på deres ankomst. Nu viser det sig så ved fintællingen - i hvert fald i følge Abdul Wahid Pedersen og de andre ved håndvasken - at selvmordsterroristerne faktisk har handlet u-islamisk. Er det tilfældet, ville det da være af stor betydning for vor videre sameksistens med muslimerne, at imamerne nu begyndte at fortælle de unge potentielle terrorister, at slutresultatet ingenlunde bliver himlen, men helvede. Vil Abdul Wahid Pedersen sørge for, at den besked hurtigst muligt bliver videregivet? Jeg afventer et svar.