Hvor skammeligt

Efter at have skrevet nedsættende om Geoffrey Cains fremragende indlæg om europæiske kultur kommer Peter Michael Lauritzen (5.10.) selv under angreb - og se, hvordan han forsvarer sig. Med fornærmelser.

Islam 10. oktober 2006 21:31

Det første syrlige hip er til Cains kompetence som forfatter, Ved Lauritzen ikke, at Cains bog ”Gensyn med ondskabens ikon” allerede er blevet meget positivt omtalt i Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Berlingske Tidende (hvor den fik fire stjerner)? Dansk Folkeparti udgiver ikke noget af værdi, skriver Lauritzen. Nå? Har han aldrig hørt om Jesper Langballes bog om Steen Steensen Blicher? En bog, som alle kritikere har rost til skyerne. Folk som Langballe, Krarup, Cain og Henrik Gade Jensen gør DF til partiet med de fleste intellektuelle. Hvilke andre partiet har så mange fremragende forfattere eller så mange forfattere i det hele taget? Nej, Lauritzens nedgørelsesforsøg falder ynkeligt til jorden, men hans næste trick er værre. Han skriver, at Cain ”forhåner islam”, velvidende at folk, der kommer i muslimernes søgelys, ofte risikerer chikane, trusler eller - i hollænderen Theo van Goghs tilfælde - det, der er værre. Eksempelvis må Muhammed-tegnerne leve i evig frygt for repressalier. Og det må Lauritzen være klar over. Ikke desto mindre tøver han ikke med at udråbe Cain til en fjende af islam, og derved bringer ham i livsfare. Er det sådan, en akademiker forsvarer sine synspunkter, når han er uenig med sin modstander? Ved at pudse voldsmænd på ham? Jeg synes, det er skammeligt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...