Hvor skidtfolk er ...

Lige så forsigtigt lister jeg ind gennem porten. Pokkers! Traileren larmer helt vanvittigt, lige da jeg passerer den grå skurvogn. Måske er de ikke derinde?! Det handler om at spotte pladsmanden uden at få øjenkontakt. Vide, hvor han er, så man kan få listet godset af, inden han for alvor komplicerer tilværelsen for én. Farligt affald, glas, pap, jord, jern - småt brændbart. Dér var den! Ud af bilen. Om til traileren. Fat i den nærmeste pind. - Den der skal hen til trykimprægneret! Fanget. Havde jeg mødt ham i Brugsen, havde vurderingen lydt noget i retning af flink familiefar med forpligtelser for fire børn og en frue. Her, på genbrugspladsen, er han en snushane. Lad os bare sige det højt uden hensyntagen til ligestilling: Det er mest mænd, der tager på genbrugspladsen. Og vi har styr på tingene. Lige altså indtil den der selvlysende kedeldragt begynder at dissekere det, vi egentlig troede bare var affald. Men næh, nej. Så er der pvc i, og så er det over en meter, og så er der låg på syltetøjsglasset og ih du milde for et cirkus. Selvfølgelig skal vi sortere vores affald, men når man kommer lige hjemmefra, hvor krigsministeren utvetydigt har ladet forstå, at turen ikke behøver at vare mere end en halv time, og man derfor har smidt skidtet på traileren uden at skele til arternes oprindelse, så går det galt. Det er den mandlige stolthed, det går ud over. Efter i årevis at have trænet fejlfri bakning med trailer, så man overhovedet kan vise sig på genbrugspladsen, kommer dette. Offentlig gennemgang af affald. Og så de der gennemsigtige plastiksække! Stærkt intimiderende, siger jeg bare. Mit livs efterladenskaber næsten i glas og ramme. Mens jeg med bøjet hoved går hen mod det trykimprægnerede, føler jeg mig lidt som Keld fra Olsen-Banden - den ydmyge forbryder med replikken ‘Ja, ja, jeg skal nok. Jeg skal nok!’ For den flinke familiefar gør jo blot sit arbejde. For fremtiden sorterer jeg hjemmefra.