Lokalpolitik

Hvor små sko kan man gå i?

BESPISNING:Hvor små sko kan man gå i - og hvor sølle kan det være? NORDJYSKE har (18.10.) en kæmpe overskrift: "Taxa til politikere forarger". Ødselhed? I Vesthimmerland var der spisning på hotel og tilbud om taxa hjem efter budgetmødet. Er der virkelig ikke noget mere væsentligt at omtale i Nordjylland? Hvorfor vil NORDJYSKE ned på niveau med Ekstra Bladet? Historien omhandler i al sin gru, at Vesthimmerland Kommune - en fattig kommune med en skatteprocent på 27,2 - har valgt at fejre, at budgettet var i hus. Borgmesteren har indbudt byråd og embedsmænd til spisning på Aars hotel til en kuvertpris på ca. 225 kr. samt evt. taxa hjem. Det er det, andre virksomheder kalder personalepleje og anerkendelse af en god indsats. Det er åbenbart faldet en Venstre-politiker for brystet, idet han forarget i et læserbrev spørger: Hvor er borgmesterens tærskel for ødselhed? Dette i sig selv temmelig ligegyldige læserbrev blæser NORDJYSKE op til en sensation - i stedet for at respektere det store arbejde, vore folkevalgte byrådsmedlemmer og embedsmænd udfører. Jeg ved ikke, om det sælger aviser at tale til den almindelige misundelse, men hvad kan grunden ellers være? Den personalepleje, som borgmesteren i Vesthimmerland udfører, er i hvert fald ikke over niveau i forhold til det, der dagligt foregår i de fleste veldrevne danske virksomheder. Det er afgørende for vores demokrati, at der er et arbejdsklima, som kan understøtte, at folk bruger kræfter og fritid på at træffe så gode beslutninger som muligt Det må ikke blive for sølle at være hverken ansat i det offentlige eller at være folkevalgt!