Hvor svært kan det være?

I Attrup Havn kan man komme på skitur med vandskiklubben. Avisen greb chancen

Attrup 13. september 2002 08:00

ATTRUP: Stræk armene, gentager jeg for mig selv inde i hovedet. Bøj benene helt sammen og vent med at rejse dig, til du er helt oppe af vandet. Jeg hænger bogstaveligt talt med røven, og lidt til, i Limfjordens vandskorpe og venter hjælpeløst på, at snoren skal strammes. Det er første gang, jeg har vandski på fødderne, og jeg aner ikke, hvad der venter mig. Forsøger forgæves at koncentrere mig om instrukserne, så jeg slipper på at tænke på, hvad jeg lige har hørt. 100 kilometer i timen, forstuvede arme, brædder i hovedet og blå genetialier, spøger i min bevidsthed. Hvad pokker - når de tre knægte kan, så kan jeg vel også? Molen stod i vejen De tre knægte er 13-årige Luis Larsen, Kenneth Nielsen på 14 og Kasper Nielsen på 16. Siden forsommeren har de dyrket vandski i Attrup Vandskiklub, og for tiden udgør de klubbens junior-afdeling. Hver mandag og onsdag i sæsonen træner de med Morten Andersen, der er tidligere jysk mester i slalom. Onsdag aften er vejret næsten perfekt. Svag vind, solskin og stille vand. Fra en sikker plads i båden har jeg set drengene demonstrere, hvor meget man kan lære på en sæson. Og hvor meget man kan miste balancen og flyve gennem luften med et fåret udtryk i ansigtet, inden man lander hårdt i vandet. Drengene er i hvert fald ikke bange for vand, heller ikke selvom det farer forbi med fyrre kilometer i timen, og der kun er en enkelt slalomski eller et knee-board til at holde dem oppe. - Vandskiløbere er et specielt folkefærd, fortæller Morten Andersen spøgefuldt fra sin plads bag rattet, mens Luis Larsen laver 180-ere siddende på knee-bordet bag ved os. - Man skal være lidt skør for at tro, man kan stå på vandet, lyder det gennem motorlarmen. Foruden avisens udsendte og styrmanden er den nyrenoverede båd fyldt med 285 heste. Alle sammen gemt af vejen under motorhjelmen. Juniorerne bekræfter senere, at det kræver mod at stå på vandski. Det er ikke farligt, men man kan godt slå sig, slår de fast. I starten af sæsonen glemte Luis at holde øje med molen. Det kostede et frontalt sammenstød og tre ugers forstuvelse flere steder i kroppen. Men så var han også tilbage på brædderne igen. Det er farten og adrenalinen, der gør sporten sjov. Kombineret med at man hele tiden bliver bedre og lærer noget nyt, forklarer drengene. - Man bestemmer selv, om man vil slå sig, afhængig af hvor meget man satser, understreger Kasper. Succesoplevelse Da det bliver min tur, og jeg ligger og venter i vandet, har jeg for længst bestemt mig for ikke at satse nogen vegne. Båden sætter i gang med et ryk, og det eneste, jeg tænker på, er at strække armene. Pludselig går det op for mig, at jeg står på vandet. For en stund handler det kun om at overleve, mens det eneste jeg ser, er bådens oppiskede kølvand foran mig. Så begynder det at blive sjovt. Det er lidt ligesom alpinski eller rulleskøjter, og efter et par usikre småsving begiver jeg mig ud over kølvandsbølgen - yeeehaaa! Min udprægede begynderstil lægger dog hurtigt ryg- og lårmuskler i et ætsende syrebad. Så det er med en blanding af lettelse, begejstring og rystende stænger, jeg når tilbage til fastlandet for at afvente trænerens kommentar. - Den bedste nybegynder set i klubben, lyder dommen så oprigtigt, at jeg begynder at tro på det, mens lettelsen og sejrsrusen fylder mig med følelsen af at kunne gå på vandet. Med eller uden ski på. Attrup Sejlklub har cirka 40 medlemmer. Det koster 350 kroner om året at træne med juniorafdelingen. Klubben stiller alt nødvendigt udstyr til rådighed og vil gerne have flere medlemmer. Træningen fortsætter september måned ud, og alle der har lyst til en prøvetur, er velkomne til at møde op på havnen mandag og onsdag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...