Hvor var Wivel?

ole wivel omkring sin 80 års dag, fotograferet i Skagen. Foto: Steen Tronsgaard

ole wivel omkring sin 80 års dag, fotograferet i Skagen. Foto: Steen Tronsgaard

LITTERATURHISTORIE Anita Brask Rasmussen: "Hånden over Ole" # # # # ¤ ¤ Da Jørgen Hunosøe i 2000 i litteraturtidsskriftet "Nordica" nummer 17 udgav sin artikel "Fuldkommenhedslængslen" om Ole Wivel og hans fascination af det storgermanske, som han kunne fremanalysere den i Wivels ret upåagtede første digtsamlinger, satte han i gang en lavine, som var ved at vælte ham omkuld. Han vidste, at der ville komme en debat, men den tog en anderledes drejning, end han havde håbet. Han er litteraturforskeren, ikke historikeren; for ham var historien ikke relevant, fordi den handlede om Wivel. Den var relevant, fordi han her kunne undersøge relationerne mellem sprog og handling, mellem kunst og kamp. Det var for ham en vigtig pointe, at det ikke blot var gennemsnitsdanskeren, der blev vildledt af tysk handlingskraft. De, der skulle have åndeligt overmål til at gennemskue propagandaen, bl.a. Wivel og Knud W. Jensen, forførtes også i 30'erne i deres interesse for Stefan George i det lukkede broderskab "Ringen", hvor man dagdrømte om den tyske kultur. Men den vej ville debatten ikke gå. Tværtimod blev Hunosøes hensigter beklikket på det groveste, og et læserbrev af Erik Knudsen, Klaus Rifbjerg, Bente Hansen og Torben Brostrøm i "Information" i oktober 2007 dækker Wivels to døtres protester op og kalder Hunosøes holdning både uretfærdig og dum, for "Det er livsforløbet, der tæller, indsatsen i den store sammenhæng. Kun den, der har rene hænder kaster den første sten. Og hvem er det?" Og her er det, Anita Brask Rasmussen føler sig provokeret og kommer på banen med sin bog. Hunosøe havde et hidtil ukendt baggrundsmateriale fra Erik Johansen, der som værtshusholder på Café Kronborg havde været tæt på den gruppe af unge mennesker, der ivrigt diskuterede på hans værtshus. Han havde i en kuffert afslørende korrespondancer, og dem havde Hunosøe gennemlæst og ladet kopiere. Her var belæg for hans tolkninger. Anita Brask Rasmussen giver de tre endnu levende læserbrevsskribenter (Erik Knudsen døde kort efter offentliggørelsen) god plads, og de forsvarer deres angreb. Bente Hansen er nok den mest nuancerede, men mest interessant Tage Skou-Hansens pragmatiske redegørelse for, hvordan et livslangt venskab med Wivel brast på grund af Wivels fortielser om sin fortid i "Ringen". Den kom blandt andet til udtryk i digte, Wivel da skrev, blandt andet "Korset", det vil sige hagekorset. Tage Skou-Hansen stiller krav til Wivel. Han vil vide, hvad der drev ham, og han bliver mødt af en trussel om, at de skal ses i Byretten; han ville have Wivel til at vedgå sin fortid, for før eller siden kommer den frem. Wivel fortalte intet! Tage Skou-Hansen karakteriserer derfor deres forhold som venskab uden fortrolighed. Det er i en grumset tid, Wivels fejltrin udspiller sig i. Mange måtte betale - Wivel tav, selv om han måske var mentalt medvirkende til at sende Oluf Høsts søn Ole til Østfronten, hvor han faldt. Erik Johansen skulle have været med, men blev hjemme. Han blev retsforfulgt efter krigen, mens "Ringens" medlemmer havde etableret sig rettidigt på den rette side. Erik Johansen var bitter og truede sine tidligere venner med offentliggørelse af deres korrespondancer. Ved hans død i 2003 var alt borte! Men opklaringsarbejdet vil fortsætte og når måske først sin endelige afklaring, når arkivet med Ole Wivels papirer på Det kongelige Bibliotek åbnes. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Anita Brask Rasmussen: "Hånden over Ole" 199 sider, 141 sider Informations Forlag