EMNER

Hvor vattet kan det blive?

Indtil for ganske få år siden var den såkaldte ¿Uge 40-kampagne¿ faktisk en forholdsvis stort anlagt affære. Og i dag skal der såmænd stadig nok være en og anden dansker, som godt kan huske et af de mest markante råd bag ¿Uge 40- kampagnen¿, nemlig at kvinder så vidt muligt skal undgå at drikke flere end 14 genstande af alkoholisk tilsnit om ugen, mens mænd højst bør gribe ud efter 21 genstande i løbet af en uge. Af en eller anden grund er kampagnen støt og roligt år for år gledet mere og mere i baggrunden for i år mest af alt at ligne en undskyldning for sig selv. For hér kommer Sundhedssstyrelsen nærmest snigende langs panelerne med et slogan, ¿For meget alkohol sætter sine spor¿, ledsaget af en plakat, der viser en champagneprop, der har forvildet sig ind i et virvar af blodkar og en ny udlægning af formaningen om, at man så vidt muligt kun bør drikke højst fem genstande ad gangen. Altså ikke noget med pr. uge - men ad gangen. Bag den diskret løftede pegefinger gemmer sig den kendsgerning, at danskerne virkelig har tillagt sig kunsten at tage fra: Ikke færre end 49 procent af alle voksne danskere drikker flere end fem genstande ved en lejlighed mindst én gang om måneden. Og at hælde så meget i sig på én gang har ganske alvorlige konsekvenser for sygdoms- og dødsrisikoen. Det handler med andre ord ikke om at undgå alkoholen - man skal ¿bare¿ sørge for at dosere den fornuftigt Men faktisk lever vi jo i et selvudråbt velfærdssamfund, hvor mindst 160.000 danskere går for at være ganske alvorligt afhængige af alkohol. Og hvor den samlede regning på større eller mindre efterreparationer som følge af meget løs omgang med alkohol efterhånden løber op i 12 milliarder kroner om året. Nok så sigende - igen ikke mindst for et velfærdsland - dør der hvert år 3000 danskere som direkte følge af indtagelse af alkohol. Altså væsentligt flere end der eksempelvis bliver kørt ihjel i trafikken. Og det er jo ikke ligefrem, fordi trafikdrab bliver forbigået i tavshed. Alene set i lyset af de 3000 årlige dødsfald er der al mulig grund til at tage selve det mere eller mindre tabubelagte problem væsentligt mere alvorligt. Og at gøre mere ud af det end en besynderligt indirekte og halvhjertet kampagne ved navn ¿For meget alkohol sætter sine spor¿.