Hospitaler

Hvordan brydes ond cirkel?

I sidste uge reagerede jeg på NORDJYSKE¿s omtale (3.12.) omhandlende sygeplejerskeflugt fra en afdeling på et nordjysk Sygehus.

Hvis det blot var syv sygeplejersker fra én bestemt afdeling på et sygehus i Region Nordjylland, som fandt et andet job, havde jeg ikke reageret. Det kunne jo tillægges konkrete forhold. Men det er der desværre ikke tale om. Tendensen er klar nok, for det landsdækkende problem med at rekruttere og fastholde sygeplejersker og andet personale er nu også nået til sygehuse i Region Nordjylland. Så omtalen i NORDJYSKE blev den såkaldte dråbe, der fik bægeret til at flyde over, og det er med følgende spørgsmål, jeg efter nytår går i dialog med ministeren for sundhed og forebyggelse. I mere end seks år har VK-regeringen undergravet den offentlige sygehusdrift og i stedet pumpet den private sygehussektor op med statskassen som en stabil finansieringskilde. Mit første spørgsmål skal derfor lyde: Hvordan kan befolkningen forvente at fremtidens sygehusvæsen vil se ud ¿ vil det offentlige sygehusvæsen fremover være krumtappen eller vil mest muligt blive overladt til det private? To modsatrettede synspunkter som jeg bringer frem, med henvisning til to nordjyske venstrepolitikere, der gjorde sig til talspersoner for disse forskelligheder under valgkampen. For mig at se er regeringens ventetidsgaranti det store problem. For i stedet at foretage en prioritering efter sygdommes natur, omfatter garantien nu såvel nedgroede negle som kræft, hvilket medfører kraftige belastninger af de offentlige sygehuse. Personalet rammes af stress og udbrændthed, når belastningen øges voldsomt, og det ikke mere er muligt at gøre brug af sin faglighed og udføre arbejdet med den ønskede kvalitet for øje. Konsekvenserne er klare: Personalet søger nye udfordringer, hvor græsset er grønnere. Og der er masser af muligheder i en tid, hvor den ene privatklinik efter den anden skyder i vejret som en følge af ventetidsgarantien. Klinikker, der står klar med gode jobtilbud, der inkluderer højere løn, mere faste arbejdstider og et bedre arbejdsmiljø. En anden væsentlig konsekvens, der kan ses som en bombe under et fremtidigt offentligt sygehusvæsen, er interessen for at uddanne sig indenfor feltet er i den grad vigende. Mit næste spørgsmål skal derfor lyde: Hvordan ser ministeren denne onde cirkel brudt? Hvordan skal det igen blive attraktivt at søge en sundhedsuddannelse og ansættelse i det offentlige sygehusvæsen i en tid, hvor kræfter i privat regi får lov til at udhule et offentligt sygehusvæsen? I min dialog med ministeren vil jeg være forberedt på, at han givetvis vil forsikre os om, at han vil gøre de offentlige arbejdspladser mere attraktive som en del af regeringens kvalitetsreform. Med al respekt herfor vil jeg forberede endnu et spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse: Hvordan skal befolkningen have tillid til, at de store flotte ord, som regeringen så mange gange tidligere har brugt, denne gang får et mere konkret indhold? Når jeg tillader mig at være forbeholden, skyldes det ikke mindst, at jeg gennem årene har erfaret, at regeringen siger ét og mener noget andet. Lad mig stadig erindre om, at Claus Hjort Frederiksen ¿ Venstres chefideolog ¿ tydeligt har udtrykt, at han aldrig har opgivet det liberale samfund. Han har bare opgivet at få det i ét hug. [ Flemming Møller Mortensen, Siemvej 8, St. Brøndum, er folketibgsmedlem (S). E-mail: Flemming.Mortensen@ft.dk