Sundhed

Hvordan kan det være...at danske pølser er røde?

Pølser skal være røde, marineres i 'remou' og så er dansken på hjemmebane. Men hvordan kan det være, at fædrelandets pølser er røde?

Der ligger en småskummel historie bag de postkasserøde pølser. Småskummel? Ja, i hvertfald på kant med det hygiejniske, hvis man skal tro kommunikationschefen i to-ristede-med-brød-fabrikken Tulip, Rune Jungberg Pedersen. - Farven stammer fra 1930'erne, den gang Danmark var noget fattigere. I Kødbyen i København samlede man så de varer, der var ved at blive en lille smule tvivlsomme og overhældte dem med rød farve og solgte dem til den fattigste del af befolkningen, siger Rune Jungberg Pedersen, der håber, datidens klientel kogte kødet ordentligt igennem inden servering af hensyn til helbredet. Er de røde pølser rigtig danske? - Ja. De røde pølser findes faktisk ikke andre steder end i Danmark, bortset fra i Sverige, fordi vi selv har indført dem deroppe. Men man skal ret langt op i historien, før den røde pølse tog turen over Sundet. Svenskerne var meget mistænkelige over for den røde farve. Faktisk var det først under Nyrup-regeringen (1993-2001., red), at den røde pølse kom til Sverige. Der blev taget et billede, hvor Poul Nyrup og den daværende svenske statsminister står og spiser hver deres røde pølse som tegn på, at konceptet var på vej ind i nabolandet. Man forstår vel egentligt godt, at svenskerne var betænksomme. Danskerne har jo også tradition for at være skeptiske med farvestoffer i maden? - Lige præcis. Jeg tror heller ikke, at det de brugte i Kødbyen den gang var særlig sundt. Det tænkte man ikke ret meget over den gang. I dag er det naturligt farvestof, der kommer fra rygskjoldet af en slags bladlus, som man har på nogle store farme på Gran Canaria og i Sydamerika. Det er samme farvestof man bruger i læbestifter, Campari og vingummibamser. Men hvorfor lige rød? Kan man ikke forstille sig pølser i andre nuancer? - I forbindelse med Grøn Koncert i 2008 prøvede vi med grønne pølser. Og det var meget sjovt at se, det mange danskere var enormt tilbageholdende overfor. Så fik vi besøg af et tysk tv-hold, der ville lave et indslag om de danske røde pølser. Som forsøg forsøgte man at servere røde og grønne pølser på gaden i Tyskland, og der var absolut ingen, der ville have de røde. Men de ville gerne have de grønne, for de så ikke helt så mærkelige ud.